Loading...

Nyheder 2013

NCAA: Hesselbjerg i finalen efter ny PR

06. juni 2013 · Jeppe Weinreich

Sparta-løberen sikrede sig i nat med ny PR 8:42,70 min. en finaleplads på 3000 meter forhindring ved de amerikanske universitetsmesterskaber.

Forhindringsløber Ole Hesselbjerg fortsatte natten til torsdag dansk tid sin stime af gode resultater, da han ved de amerikanske universitetsmesterskaber nåede finalen på 3000 meter forhindring med personlig rekord 8:42,70 min.

Den 23-årige Sparta-løber kom ind som nr. 3 i den første af to semifinaler og havde den 5. hurtigste tid af alle. Finalen løbes natten til lørdag dansk tid (kl. 2:40). 

Det er tredje gang i år, at Hesselbjerg forbedrer sig på distancen, og med præstationen – som konsoliderer hans 8. plads på alle tiders rangliste - ligner han en potentiel deltager ved næste års EM i Zürich. Kravet ved EM 2012 lød på 8:35,00 min. 

Dansk atletiks anden deltager ved NCAA-mesterskaberne i Eugene, Thijs Nijhuis (Viborg AM), løber 10000 meter (direkte finale) i nat.

NCAA Championships – Eugene, Oregon d. 5. juni 
3000 m. forhindring M semi - resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund