Loading...

Nyheder 2013

Martinsen tangerer sin PR

09. juni 2013 · Jeppe Weinreich

Landsholdsudtagelse, søndag. Andreas Martinsen viste igen stor styrke, da han i Helsingør vandt 110 meter hæk i tiden 13,94s.

Ikke helt uventet blev det Andreas Martinsens (AK Holstebro), der med 13,94s på 110 meter hæk stod for søndagens højdepunkt under Landsholdsudtagelsen i Helsingør. Tiden er en tangering af hans nyligt satte personlige rekord, og efter eget udsagn var det langtfra noget optimalt løb for ham.

Mørk klar til Ungdoms-OL 
Christian L. Nielsen (Aarhus 1900) kom stærkt fra start, men måtte efter kollision med en hæk snart efter udgå. Umiddelbart lignede det ikke noget super hurtigt løb fra Martinsens side af, eftersom 15-årige Mathias Mørk (Helsingør IF) - på de lavere ungdomshække - lå og pressede ham. Men med sluttiderne blev det klart, at det snarere var Mørk, der havde overgået sig selv og med 14,13s smadrede sin egen ungdomsrekord – og dermed endelig kom under kravet til Ungdoms-OL. Med 13,94s viste Andreas Martinsen, at han på den rette dag har en dansk rekord i sig. Førstkommende torsdag løber han i forprogrammet ved Bislett Games, mens han lørdag i Göteborg møder ingen ringere end den tidligere verdensrekordholder, Dayron Robles fra Cuba.

Mulbjerg 15.78 
I kuglestød viste Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) ligeledes, at der er en dansk rekord gemt i hende, når hun rammer det rigtige stød. 15.78m blev det til i dag – bare 37 cm fra hendes egen danske rekord. Hun er også med i Göteborg på lørdag.

Ekelund-Arenander – suveræn på 200 meter 
En anden dansker, som har fået start i forprogrammet ved Bislett Games, er Nick Ekelund-Arenander (KIF). Søndag fejede han al modstand til side på 200 meteren med 21,45s. Det var bare 0,13s fra den PR, han satte ved DT-finalen i fjor. Dengang havde han 2,0 m/s i ryggen. Søndag var der en modvind på 1,0 m/s.  

Nielsen slår Møller 
Den imødesete duel i trespring mellem Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) og Anders Møller (Sparta) faldt ud til førstnævntes fordel, men det var tæt: 15.95m mod 15.89m. På tredjepladsen blev Jannick Bagge (Hvidovre AM) noteret for en ny PR: 14.82m.

Wejnold vinder stangspringsduel
En anden imødeset duel var i mændenes stangspring, hvor Rasmus W. Jørgensen med 5.30m tog pladsen på bekostning af Mikkel M. Nielsen (Sparta), som sluttede med 5.20m.

Ungdomsrekord i spydkast
Den nystiftede Roskilde-klub ROAR bliver også repræsenteret på landsholdet. Det blev hurtigt klart, da Lukas Björnvad i første runde af spydkast forbedrede den danske 18-års rekord til 66.51m. Dermed mangler den 18-årige kaster nu blot 99cm i at klare kravet til Junior-EM.
Den jævnaldrende Sandra B. Christensen (Amager AC) blev en fortjent vinder af kvindernes højdespring, da hun som den eneste formåede at komme over 1.73m. Her var det dog Rikke Andersen (Sparta), der imponerede mest ved to gange at forbedre sin PR og tage 3. pladsen med 1.70m. Dermed klarede Rikke – årgang 1998 - lige akkurat kravet til Ungdoms-OL (EYOF).

Nick R. Jensen sejrer på 800 meter 
Efter søndag at være blevet besejret af Anderas Bueno på 1500 meter tog Nick R. Jensen (Sparta) søndag revanche ved at vinde 800 meteren i 1:52,63. Klubkammeraten Mihn Kyun Cho satte på sin gamle hjemmebane tempoet, indtil Nick efter 500 meter tog over. Christian Clausen (KIF) - der lørdag sikrede sig en landsholdsplads på 4x400 meter - kom stærkt til sidst og var med 1:52,85 bare 0,22 fra sin PR. Længere nede i feltet forbedrede 15-årige Andreas Lindgreen (Sparta) igen sin PR, som nu lyder på 1:56,28.

Tætte opgør 
Et af dagens tætteste opgør kom på kvindernes 200 meter, hvor Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900) sejrede i 25,76s – bare 0,02s foran Stina Troest. En seværdig duel var det ligeledes i mændenes diskoskast, hvor Andreas Ellegaard (Sparta) førte hele vejen indtil femte runde, hvor Emil Mikkelsen (Odense Atletik) tog sejren med et kast på 53.59m – hans næst bedste nogensinde.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund