Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 06-13 Bislett: Nick Ekelund får Diamond League-debut
Bislett: Nick Ekelund får Diamond League-debut
13. juni 2013 · Jeppe Weinreich
Den danske 400 meter-løber er blevet rykket op i A-heatet ved torsdag aftens Bislett Games i Oslo, hvor flere andre danskere, bl.a. Andreas Martinsen, er med.
Nick Ekelund-Arenander (KIF) får torsdag aften i Oslo sin debut i Diamond League. Egentlig var den danske 400 meter løber placeret i forprogrammet i heat med de bedste nordmænd, men i går blev han så rykket op i det ”rigtige” 400 meter heat med start kl. 20.15 – og millioner af tv-seere ”live”.
Fem af hans syv modstandere har en personlig rekord under de 45 sekunder med verdensranglistens nr. 3 og 5, Masrahi fra Saudi Arabien og Luguelin Santos fra den Dominikanske Republik som de på papiret stærkeste. Det er selvsagt uhyre hård modstand, men Nick har særdeles gode erfaringer med banerne på Bislett. Det var nemlig her, at han i maj sidste år satte sin gældende personlige rekord 46,24s.
Martinsen i europæisk udfordring
Andreas Martinsen (AK Holstebro) kan heller ikke klage over manglende modstand. Hækkeløberen er med på 110 meter hæk kl. 19.25. Et heat, som arrangørerne kalder ”European Challenge”, og som inkluderer de to hurtigste nordiske løbere samt den stærke hollænder, Gregory Sedoc.
Tre andre danskere har fået chancen for at snuse til den unikke atmosfære på Bislett Stadion. Nick R. Jensen (Sparta) er med på mændenes 800 meter i forprogrammet. Det er ligeledes de to 16-17 årige løbere, Maria Larsen (KIF) og Kristian Uldbjerg Hansen (Aalborg AM), på hhv. 1500 og 800 meter.
Vejrudsigten for Oslo er desværre ikke den bedste. 16 grader og regn, men der skulle være gode muligheder for, at regnen hører op før stævnestart.
TV3 Sport 1 sender direkte fra 20-22. NRK sender optakt og interviews fra stævnet allerede fra 17.50-18.40, inden de går på kl. 19.45.