Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 06-20 Nick Ekelund tester formen ved Baneturneringen
Nick Ekelund tester formen ved Baneturneringen
20. juni 2013 · Jeppe Weinreich
Aftenenes 3. runde på Østerbro byder på en interessant 300 meter, hvor den landsholdsaktuelle Nick Ekelund-Arenander tester formen. Med i heatet er også Andreas Trajkovski, som efter en længere skadespause er stærkt på vej tilbage.
Torsdag aften er det blevet tid til 3. runde af Baneturneringen, som denne gang er på Østerbro med KIF som arrangør. Med godt 200 deltagere er det årets hidtil største runde, og det er ikke kun kvantitativt; der er nemlig flere rigtig gode navne med, specielt 300 meteren tegner interessant. Her gør Nick Ekelund-Arenander (KIF) en sidste test inden en for hans vedkommende travl landskamp i weekenden. Er vejrforholdene ellers til det, kan man godt sætte næsen op efter en hurtig tid.
Comeback til Trajkovski
I samme heat er der et glædeligt gensyn med Andreas Trajkovski (KIF), som er stærkt på vej tilbage efter en længere skadesperiode, som kostede ham stort set hele vintersæsonen. Intensive behandlinger af hans baglårsskade har givet rigtig gode resultater, og Andreas udelukker ikke, at han kan blive klar til at springe længdespring ved EM U-23 om en måneds tid.
Et par ekstra øvelser er på opfordring blevet lagt ind, bl.a. håber det 15-årige stortalent Andreas Lindgreen (Sparta) at få has på det lille kvarte sekund, som han mangler i forhold til kravet på 800 meter til Ungdoms-OL.
”Tilmeldingen i år er helt klart over niveauet fra de tidligere år, og det er fedt med den opbakning,” siger arrangør Søren Brasen, der også mener, at turneringens side på Facebook har givet interessen et ekstra boost.
Også i Aarhus tegner aftenens ABC-stævne til at blive velbesøgt, selvom de lokale landsholdsnavne sparer sig til weekenden. En interessant start er der på 400 meter, hvor det unge stortalent, Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM), er tilmeldt.
Baneturneringen 2013 – 3. runde Østerbro, d. 20. juni - startliste