Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 06-21 50 år i dag: Lars Warming
50 år i dag: Lars Warming
21. juni 2013 · Jeppe Weinreich
Den danske rekordholder i tikamp siden 1988 runder fredag et skarpt hjørne.
Onsdag kunne Lars Warming fejre sit 25 års jubilæum som indehaver af den danske rekord i tikamp. I dag fredag kan den tidligere EM-, VM- og OL-deltager så fejre sin 50 års fødselsdag, velvidende at rekorden på de 7994 point på ingen måde synes truet af nogen.
Med rekorden - som blev sat i ”tikæmpernes mekka” i Götzis, Østrig i dagene 18.-19. juni 1988 - overtog Lars Warming den danske rekord, som Steen Smidt-Jensen satte ved OL i München 1972. Scoren på de 7994 point – irriterende få point fra den magiske 8000-grænse – kvalificerede samtidig Lars Warming som den første atlet fra Aarhus 1900 nogensinde til de Olympiske Lege i Seoul i 1988. Og som den foreløbigt sidste danske tikæmper.
Lars Warming – fra Aarhus-forstaden Holme - kom som 13-14 årig ind på Aarhus Stadion for at teste sig selv, og talentet var fra starten tydeligt. Sprint, længde og højdespring var de øvelser, som han gjorde sig bemærket i. Først i juniortiden blev det klart, at han skulle være mangekæmper. Under træner Jens B. Christensen fik han mere styr på kastedisciplinerne, som dog forblev hans svageste led, ikke mindst spydkast.
EM, VM og OL
Den internationale debut var ved EM i Stuttgart 1986, hvor han trods et miserabelt resultat i spydkast satte jysk rekord med 7776 point. Herefter fulgte VM i Rom 1987 og endelig OL 1988. Selvom de følgende sæsoner blev præget af skader, lykkedes det ham at lave 7908 point i Götzis i 1990, hvor han med en 11. plads fik sin hidtil bedste placering ved det fornemme stævne. Det blev også til deltagelse ved VM i Tokyo 1991. Karrieren fik en fin lille afrunding, da han ved DT-finalen på hjemmebane i 1993 vandt 400 meter hæk i 52,35 sek.
I dag bor fødselaren i Risskov med sin kone og fire børn. Pigskoene, de er lagt på hylden til fordel for golfspillet, som fylder en stor del af hans fritid.
DAF ønsker Lars Warming tillykke og siger tak for en stor sportslig indsats!