EM Hold: Nick Ekelund topper flot dansk indsats: 45,93!
22. juni 2013 · Jeppe Weinreich
Med den hurtigste danske 400 meter-tid i 33 år stod Nick Ekelund-Arenander for det foreløbige højdepunkte ved landskampen, hvor Danmark efter førstedagen ligger over nedrykningsstregen.
Som den blot anden dansker nogensinde klemte Nick Ekelund-Arenander sig lørdag i Litauen under de 46 sekunder på en 400 meter, da han med 45,93s bare var sølle fire hundrededele fra Jens Smedegaards danske rekord fra 1980. Med den flotte tid – der placerer ham som nr. 13 i Europa i år – stod den 24-årige KIF-sprinter for Danmarks eneste individuelle sejr på 1. dagen.
Det var naturligvis lørdagens højdepunkt set med danske briller, men generelt var der tale om en meget flot indsats af hele holdet, som efter førstedagen placerer dem som nr. 6, altså lige over nedrykningsstregen.
”Det var en meget positiv indsats af holdet. Specielt er der mange unge debutanter, som går ind og gør det godt og sætter personlig rekord. Set på papiret skulle vi have ligget sidst efter i dag, men vi fik en fin start med flere gode placeringer, og det gav en god holdånd og et ekstra kick,” lyder det fra holdleder Henrik Paulsen.
Mathilde Kramer kom under de 12 sekunder
Ud over Nick Ekelund-Arenander var der hele seks personlige rekorder. Blandt dem var Mathilde Kramer (AAIG), som fortsatte sin voldsomme fremgang, da hun på 100 meteren løb 11,90s. Det er den hurtigste tid af en dansk kvinde i mere end 10 år og placerer hende som nr. 9. på alle tiders rangliste.
Nina Otto klarer EM-krav
Nina Otto (Sparta) kastede i anden runde spyddet ud på 51.89m og kvalificerede sig samtidig til EM-U23, ligesom at det var en forbedring af hendes egen U23-rekord.
European Team Championship 2013 - 2nd Division, Kaunas (LTU)
Stilling efter 1. dagen (21 øvelser)
1.Litauen 120 point
2.Slovenien 118 point
3.Serbien 103 point
4.Kroatien 93 point
5.Østrig 88 point
6.Danmark 85 point
7.Israel 81 point
8.Cypern 67 point
Kvinder
100 meter 7. Mathilde Kramer 11,90s (+0,5) PR
400 meter 7. Line Køhlert 58,39s
800 meter 7. Josefine Rytter 2:10,64min
3000 meter 6. Maria Larsen 9.43,54min PR
400 m. hæk 2. Stina Troest 57,95s
3000 m. forhindring 3. Simone Glad 10:27,49min
Trespring 6. Janne Nielsen 12.68m PR
Stangspring 2. Caroline Bonde Holm 4.25m (dansk årsbedste)
Spydkast 6. Nina Otto 51.89m Dansk U23-rekord
Diskoskast 5. Katrine Bebe 48.79m
4x100 meter 7. (S. Brahmer Svendsen, M. Traoré, A. Jensen, M. Kramer) 47,07s
Mænd
100 meter 8. Frederik Schou-Nielsen 10,90s PR
400 meter 1. Nick Ekelund-Arenander 45,93s PR
1500 meter 2.Andreas Bueno 3:50,78min
5000 meter 6. Steffen Massaro 15:18,77min
400 m. hæk 3. Christian Laugesen 52,00s (dansk årsbedste)
Længdespring 2. Morten Jensen 7.74m (dansk årsbedste)
Højdespring 6-7. Andreas Jeppesen 2.05m PR
Kuglestød 8. Kim Juhl Christensen 17.88m
Hammerkast 5. Taj Murmann 58.46m
4x100 meter 6. (F. Schou-Nielsen, A. Martinsen, K. Olsen, M. Jensen) 41,25s