Loading...

Nyheder 2013

Superlange diskoskast af Bebe & Ellegaard

27. juni 2013 · Jeppe Weinreich

Med 51.90m i Helsingborg præsterede Kathrine Bebe torsdag det længste diskoskast af en dansk kvinde i rigtig mange år. Hendes klubkammerat Andreas Ellegaard udnyttede også de gode forhold til en ny PR.

Kathrine Bebe (Sparta) står tilbage med blandede følelser, efter at hun ved et lille kastestævne i Helsingborg torsdag fik diskossen ud på 51.90m. Resultatet er det længste kast af en dansk kvinde på denne side af 2000, og det bringer hende op som nr. 3 gennem tiderne, men grund til ærgrelse har hun alligevel: Kravet til EM U-23 lyder nemlig på 52.00m, og deadline (1/7) nærmer sig med hastige skridt. Søndag har hun formentlig den sidste chance, når hun kaster ved Världsungdomsspelen i Göteborg.

Der var rigtig gode forhold ved kastestævnet, fortæller cheftræner i EliteKraftCenter Øst, Carsten Bomme. Der var tilmed anmeldt to konkurrencer hhv. kl. 17 & 19, og det var i den anden, at Kathrine fandt det lange kast frem.

Ellegaard slår Joachim B. Olsens rekord 
Med i Helsingborg var også Andreas Ellegaard (Sparta), som i konkurrence nr. 1 først forbedrede Joachim B. Olsens 20-års rekord til 54.52m, for blot et par timer senere at forbedre den yderligere til 54.79m. Ellegaards kast er desuden det længste herhjemme, siden førnævnte Joachim B. Olsen vandt DM i Odense i 2007 med 54.88m.

Dansk årsbedste på 800 meter 
En anden, der jagter kvalifikation til EM-U23, er Nick R. Jensen (Sparta). Torsdag aften satte han dansk årsbedste, da han vandt B-heatet på 800 meter ved Folksam Grand Prix i Sollentuna med tiden 1:50,40. Kravet er dog så skrapt som 1:48,65. I C-heatet sejrede Michael Schmidt (KIF) med årsbedste 1.52,30. I B-heatet på 1500 meter var der ligeledes sejr ved Ole Hesselbjerg, som med sin vindertid 3:49,90 var knap et halvt sekund fra sin PR fra i fjor.

Endelig var der Abdi Hakin Ulad (Korsør AM), der efter en dårlig dag ved European Cup 10000m i Bulgarien for nylig, viste fint niveau med 14:10,55 og en 8. plads på 5000 meter.
  

Alle tiders - diskos K
Annette Bøgh, 62, 1900          56,00 96
Vivian Krafft, 66, Holte            52,82 92
Kathrine Bebe, 91, Sparta  51.90 13
Liselotte Hansen,58,NA80        51,67 85
Birgitte Jensen, 59, TIF           50,26 87
Maria Sløk Hansen, 83, HVAM  50.10 12

© Copyright Dansk Atletik Forbund