VU-Spelen (1): Christian Laugesen løber ny PR hjem
28. juni 2013 · Jeppe Weinreich
51,87s - hurtigste danske tid på 400 m. hæk i mange år - Nicolai Hartling får ram på EM-kravet - Tre danske længdespringssejre - Ny ungdomsrekord til Stoholm-kaster. 1. dagen bød selvsagt på mange fine danske præstationer.
GÖTEBORG - Klubkammeraterne Christian Laugesen og Nicolai Hartling (Sparta) kunne være fuldt ud tilfredse med deres indsats på førstedagen af Världsungdomsspelen i Göteborg. Førstnævnte satte i A-heatet – hvor han løb på yderbanen - ny personlig rekord med 51,87s, hvilket samtidig er den hurtigste tid af en danskfødt løber i godt 20 år! Helt fremme satte det nye navn Öyvind Strømmen i øvrigt ny norsk rekord med 49,95s.
”Det var rart at få ram på min PR i dag. Siden landskampen har jeg dog døjet med min akillessene,” siger Laugesen, der nu vil skåne sig selv med en lille pause for så forhåbentlig at vende stærkt tilbage til DM.
I det efterfølgende B-heat gik Hartling så for første gang nogensinde under de 53 sekunder med vindertiden 52,95s. Dermed fik han efter mange forgæves forsøg endelig ram på kravet til Junior-EM (53,15). Der var stadig en uge, til fristen udløb, men den nybagte student kan nu med sindsro nyde turen i studentervognen lørdag!
Martin Johansen imponerer igen
Der var såmænd også dansk sejr i C-heatet ved den ét år yngre Martin Johansen (Aalborg AM), som satte en ny stor PR med 53,77s. At trespringeren løb på bane 1, gør ikke præstationen mindre imponerende.
Tre længdespringssejre
Den store talentmasse i drengenes længdespring herhjemme blev understreget af, at der var dansk sejr i øvelsen for drenge 16, 15 såvel som 14 år. Og hver af felterne var på op imod 50 deltagere. Philip Akrofi (Aarhus 1900) sprang med 6.88m sit næst længste nogensinde, mens både Simon Traoré (Sparta) og Peter Andersson (Greve IF) vandt med personlige rekorder – hhv. 6.51m og 6.31m.
Danske talenter med helt fremme
Ellers skortede det ikke på flotte danske præstationer i de yngre klasser. En af de første danske sejre stod Signe Romer (Greve IF) for, da hun trods en meget dårlig start vandt de 13-årige pigers 60 meter hæk i 9,39s - bare 0,09 fra danske årgangsrekord.
Ny ungdomsrekord af Stoholm-pige
For to uger siden satte hendes storesøster ungdomsrekord i spydkast. Fredag gjorde lillesøster Vicky Dahl (Stoholm IF) så det samme, da hun vandt de 13-årige pigers spydkast med flotte 39.40m (400g). Spændende, at der i disse lidt upåagtede klubber dukker talenter op. Men det var jo også i netop Stoholm, at den senere danske rekordholder og OL-deltager, Jette Ø. Jeppesen startede sin karriere...
Lørdag fortsætter konkurrencerne. Allerede kl. 10 løber Kristoffer Hari (Hvidovre AM) indledende på 100 meter hos de 16-årige drenge.
Världsungdomsspelen 2013 - 1. dag
Danske Top 3- placeringer
Senior M
3000 m. forhindring: 1. Khaviquia Rasmussen (Sparta) 9:30,92 – PR
3000 m. forhindring: 3. Anders Ludvigsen (OA/OGF) 9:41,42
Junior M
5000 meter: 3. Christian Weberskov (Aalborg AM) 15:36,94 - PR
Drenge 17
Spydkast: 3. Mikkel Garbrecht (AAIG) 55.93m
Drenge 16
Længde: 1. Philip Akrofi (Aarhus 1900) 6.88m (+0,4)
Drenge 15
Længde: 1. Simon Traoré (Sparta) 6.51m (+1,1) - PR
Drenge 14
Længde: 1. Peter Andersson (Greve) 6.33m (+1,1) - PR
Drenge 13
60 meter hæk: 1. Mads Lund (Sparta) 9,60s (-0,9)
60 meter hæk: 2. Emil Frænde (Sparta) 9,64s
600 meter: 3. Anders Rebstrup (Aalborg AM) 1:35,51 – PR
Drenge 12
Kugle: 2. Vitus Lei Hangaard (Holte IF) 9,67m
Senior K
Stang (extra): 3. Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja) 3.84m
Piger 15
800 meter: 1. Maria H.B. Andersen (Sparta) 2:15,06min
Piger 14
800 meter: 1. Mia Helene Mørck (Bagsværd AC) 2:17,04min – PR
Piger 13
60 meter hæk: 1. Signe Romer (Greve IF) 9,39s (0,0) – PR
Spydkast: 1. Vicky Dahl (Stoholm IF) 39.40m – DUR13