Loading...

Nyheder 2013

EYOF 1. dag: Suveræn dansk åbning

15. juli 2013 · Jeppe Weinreich

Fuld gevinst på førstedagen, hvor alle fire danskere levede op til deres bedste. På drengenes 400 meter var Benjamin Lobo Vedel med 48,92s hurtigst af alle.

Trods det ærgerlige afbud fra Kristoffer Hari blev det en glædelig dansk førstedag ved EYOF i Utrecht. Fire danske talenter var i ilden, og alle bestod de deres mesterskabsdebut med bravur og kvalificerede sig til tirsdagens finaler.

Lobo Vedel – hurtigste af alle
Som tidligere nævnt var forventningerne til Benjamin Lobo Vedels 400 meter dæmpet en smule efter dennes halsbetændelse i tiden op til mesterskaberne, men det var tilsyneladende ikke så slemt alligevel. I hvert fald løb gutten fra Aalborg AM med 48,92s den hurtigste tid af de 14 deltagere og er dermed klar til en interessant finale onsdag kl. 18:05.

PR bringer Sångren videre 
Et par timer forinden havde Frida Sångren lagt ud med 12,42s (+1,2) og en 4. plads i sit indledende heat på 100 meter. Kun de tre første gik direkte videre, men 1900-pigens tid – en PR-forbedring med én hundrededel af et sekund – viste sig at være rigeligt hurtig til at bringe hende videre til tirsdagens semifinale.  

Finale til Anne Sofie Kirkegaard 
På pigernes 400 meter gik Spartas Anne Sofie Kirkegaard ligeledes sikkert videre, da hun uden at give sig 100 pct. tog andenpladsen i det 3. heat med tiden 56,30s. Finalen løbes onsdag kl. 17:55 – lige før drengenes finale.

…og til Laura Tølløse
Mandagens fjerde danske atlet i aktion, Laura Tølløse, forstod også at præstere optimalt, da hun i første runde af længdespringskvalifikationen landede ude på 5.79m – bare 5cm fra PR. Det gav Sparta-pigen en andenplads i gruppe B, og da ingen i A-gruppen formåede at springe længere, er der også lagt op til en interessant finale med dansk deltagelse onsdag kl. 17:15.

Tirsdagens program 
15:05 Længdespring kval. D
Philip Akrofi
15:10 800 meter P
Maria H.B. Andersen
16:05 100 meter semi P
Frida Sångren
16:40 Højdespring kval. P
Rikke Andersen
17:30 110 meter hæk D indl.
Mathias Mørk

Alle resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund