Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 07-17 EYOF 2. dag: Mørk dag for Mathias
EYOF 2. dag: Mørk dag for Mathias
17. juli 2013 · Jeppe Weinreich
De danske talenter ved Ungdoms-OL (EYOF) i Utrecht kunne tilsyneladende ikke fejle. Efter at alle fire navne på førstedagen gik videre, var mønstret tirsdag akkurat det samme – indtil drengenes 110 meter hæk, hvor smerter tvang Mathias Mørk til at stoppe.
Længdespringskvalifikationen var kun få minutter gammel, før at Philip Akrofi kunne pakke pigskoene ned og forberede sig på fredagens finale. 1900-springeren røg nemlig i allerførste forsøg over det direkte finalekrav med tangering af PR 6.96m (+1,7). I de to grupper var det kun den suveræne rumæner Gabriel Bitan, som med 7.35m var bedre end danske Philip.
Maria H.B. Andersen finaleklar på 800 meter
Lidt efter gjaldt det pigernes 800 meter, hvor Maria H. B. Andersen var seedet som nr. 4 i sit heat – hvor kun de tre første automatisk gik videre til finalen. Seedningen holdt stik, og Sparta-løberen måtte nu vente for at se, om flere end fire løbere i det andet heat var hurtigere end hendes 2:16,07. Det var der lige akkurat ikke, og Maria er dermed videre til finalen fredag, hvor hun dog får det rigtig svært.
Sångren – samlet nr. 13
Frida Sångren havde i går med PR på 100 meteren allerede indfriet forventningerne, men i dagens semifinale fik hun det som ventet svært. En rumænsk deltager ved siden af hende blev til at starte med disket for tyvstart. I omstarten kom Frida dårligt ud af startblokken, og trods stærk medvind (+2,7) blev hun med 12,55s noteret for en langsommere tid end i det indledende. Samlet slutter 1900-pigen på en 13. plads.
Stor skuffelse på hækken
Hækkeløber Mathias Mørk har imponeret stort hele sæsonen, men i ugerne op til mesterskaberne har han også døjet med irritation i hoften og følgelig ikke konkurreret. På papiret tydede alt på en finaleplads til talentet fra Helsingør IF, men allerede over første hæk smertede hoften så meget, at han måtte stoppe. Stor skuffelse for Mathias og hans træner, Jacek Zerzut, der havde set meget frem til dette mesterskab.
Heldigvis fungerer det medicinske beredskab forbilledligt under legene, fortæller Charlotte Beiter Bomme, og Mathias blev med det samme sendt til scanning. Nu har holdlederen dog et problem med stafetholdet, hvor Mathias skulle have løbet. Eneste mulige erstatning, som det ser ud, er Philip Akrofi, der dog har sin længdespringsfinale at koncentrere sig om.
Rikke Andersen – to nedrivninger fra finale
Forventninger til en finaleplads var der til gengæld ikke i pigernes højdespring, hvor Rikke Andersen stillede til start. Sparta-pigen tog 1.57m og 1.62m i første forsøg, men måtte efterfølgende bruge tre forsøg på 1.66m, inden hun rev sig ud – trods et par gode forsøg - på 1.70m. Med en delt 14. plads ud af 23 deltagere ender hun højere end sin seedning. 11 springere klarede 1.70m, mens en tolvte springer gik til finalen ved at klare 1.66m uden nogen nedrivninger – altså samme højde som Rikke.
Hari testes i morgen
I morgen bliver det så først for alvor spændende, når tre danskere inden for en time skal ud i finaler. Men spænding er der også om, hvorvidt Kristoffer Hari stiller op på 200 meter. Det forlyder fra lejren, at Kristoffer er i bedring, men beslutningen om at løbe eller ej bliver først taget efter en test onsdag formiddag.
Onsdag d. 17. juli
(17:00) 200 meter indl. D – Kristoffer Hari?)
17:15 Længdespring finale P – Laura Tølløse
17:55 400 meter finale P – Anne Sofie Kirkegaard
18:05 400 meter finale D – Benjamin Lobo Vedel
Resultatlister