Junior-EM (1.dag): Benjamin Gabrielsen i første hug: 7.69m!!
18. juli 2013 · Jeppe Weinreich
Den 18-årige spartaner leverede i dén grad varen i torsdagens længdesprings-kvalifikation, hvor han sprang længst af alle.
Benjamin Gabrielsen skrev sig torsdag eftermiddag ind i rækken af talenter, der på det seneste har vist, at de kan præstere, når det gælder – og lidt til. I første forsøg af længdespringskvalifikationen røg spartaneren således ud på 7.69 meter – klart over det direkte finalekrav på 7.50m!!
Det 18-årige talent klarede kun lige akkurat at kvalificere sig til Junior-EM ved at springe 7.47m i Ballerup for små fire uger siden. Med dagens spring lægger han altså 22 cm til sin personlige rekord, som samtidig er en tangering af Andreas Trajkovskis årgangsrekord (18 år). Nok er hovedpersonen stærkt tilfreds, men ikke helt så overrasket.
”Jeg vidste godt, at jeg havde så langt et spring i mig, men det er selvfølgelig superfedt at gøre det nu,” lyder det fra Benjamin, der fyldte 18 i sidste måned, og altså også er junior til næste år. Han trænes til daglig af Thomas Offersen, der lige nåede at ankomme direkte fra EYOF i Utrecht.
Opvarmning i call-room
Optakten til den flotte præstation var ellers langt fra optimal, da det begyndte at regne umiddelbart inden konkurrencen. Nok klarede det lidt op, da Benjamin skulle springe, men det dryppede stadig lidt.
”I min kvalifikationsgruppe var der ikke noget telt at gå i læ under, så vi måtte varme op inde i call-room,” fortæller Benjamin, der skal springe finale allerede i morgen kl. 18:15 (vises direkte på Eurosport).
Hans 7.69 meter var det længste spring blandt de 24 deltagere. I sidste ende viste det sig nok at springe 7.27m for at nå finalen.
Alle tiders rangliste
Morten Jensen, Sparta 8,25 -05
Andreas Trajkovski, KIF 7.82 -12
Jesper Tørring, Skovbakken 7,80 -71
John Steffen, 1900 7,72 -02
Piotr Buciarski, Sparta 7,71 -01
Peder Dalby, AGF 7,69 -82
Benjamin Gabrielsen Sparta 7.69 -13
Bent Jacobsen, 1900 7,63 -94
Jesper Aabo, Sparta 7,60 -99
Frederik Thomsen, BAK 7.60i -12