Loading...

Nyheder 2013

DR sætter fokus på veteranatletikken

22. juli 2013 · Jeppe Weinreich

De kommende fire tirsdage viser DR den nye dokumentarfilm "Søren og Rosas vilde alderdom", hvor veteranen Rosa Pedersen fra Odense Atletik spiller én af de to hovedroller.

De kommende fire tirsdage bliver dansk veteranatletik eksponeret på fornemste vis. Det sker, når DR blænder op for den nye dokumentarfilm ”Søren og Rosas vilde alderdom”, som bliver vist i fire afsnit af 30 min.

Instruktøren Marianne Albeck har fulgt to aldrende, men særdeles aktive personer, som stadig har masser af ambitioner, som de ønsker at leve ud. Den ene, Søren på 81 år fra Tåsinge, drømmer om at tage til Maldiverne for at blive ørigets første dyrlæge, mens den anden, Rosa på 82 – og det er her, at atletikken kommer ind i billedet – kæmper for at vinde medaljer ved Veteran-EM.

I filmen følger vi Rosa Pedersen (OA/OGF) til den årlige atletikdag for børnehavebørn på Odense Stadion, til hendes egen træning på Odense Stadion, i konkurrence under veteranhold-turneringen og til sidst hendes deltagelse ved EM i Zittau.

Et gensyn med andre veteraner
”Med filmen bliver der også mulighed for et gensyn med mange andre af vores veteraner, der dukker op på filmen,” fortæller Aase Friedrichsen fra DAFs Veteranudvalg. Hun glæder sig over, at DR har fundet interesse for filmen. Det skaber nemlig stor synliggørelse.

”I politikkataloget for veteranatletikken 2013 står der, at vi skal arbejde på at synliggøre, at veteranerne også dyrker atletik. Derfor søgte vi i sin tid støtte fra Veluxfonden, og vi var så heldige, at fonden støttede op om filmprojektet med 50.000 kr.,” lyder det fra Aase Friedrichsen.

Nævnes skal det også, at Marianne Albeck har lovet at komme på veterankonferencen i Odense lørdag den 16. november og her fortælle om sine tanker og oplevelser i forbindelse med tilblivelsen af filmen – med særligt fokus på netop veteranatletikken.

Filmen vises i DR1 på følgende tidspunkter:
Tirsdag d. 23. juli
Tirsdag d. 30. juli
Tirsdag d. 6. august
Tirsdag d. 13. august

(alle dage fra 20:30-21:00)

© Copyright Dansk Atletik Forbund