Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 08-01 Millionstøtte skal fastholde de unge atleter
Millionstøtte skal fastholde de unge atleter
01. august 2013 · Jeppe Weinreich
Med 2,5 mio. kr. i ryggen fra Nordea-fonden vil DAF på aktiv vis give kompetencerne hos landets atletiktrænere et kraftigt løft. Perspektiverne ved det 2½ årige projekt er store.
Tirsdag blev det bekendtgjort, at Nordea-fonden har bevilliget 2,5 mio. kr. til DAFs kommende projekt ”Kvalitet skaber fastholdelse”. Det er penge, der falder på rette sted og tid. For det kræver ikke bare menneskelig, men i høj grad også økonomisk kapital at rette op på en nedadgående kurve. Sagen er nemlig den, at mange atletikklubber har let ved at tiltrække børn og helt unge, men de falder fra i stort tal – helt op mod 50 % - når de når op i 15-17 års alderen. Og det er her, at trænerne kommer ind i billedet. Deres kompetencer skal nemlig udvikles, så de unge bevarer lysten og motivationen og ikke falder fra i svinget.
Kvaliteten skal højnes
”Tallene taler for sig selv,” lyder det fra Thomas Bøgh, sportschef i DAF og idémand bag projektet. ”For at få vendt den negative udvikling er vi nødt til at tænke i den lange bane. Det er altafgørende, at de tilbud, som de unge møder i foreningen er af høj kvalitet, så der skabes attraktive træningsmiljøer, de aktive ikke vælger fra. Det stiller krav til de mange frivillige og lønnede trænere, men jeg er overbevist om, at vi med dette projekt kan forbedre fastholdelsesprocenten markant – til gavn for de mange klubber, atletikken generelt og ikke mindst de aktive selv.”
Rent konkret er målet at uddanne op imod 100 nuværende og nye trænere inden for de 2½ år, som projektet kører. Uddannelsen skal bygges op omkring en licensordning, og for at sikre et fagligt højt niveau skal undervisere og inspiration hentes fra den internationale idrætsverden.
Øget aktivitet
En væsentlig effekt vil også kunne mærkes rundt omkring i landets mange medlemsklubber, som vil komme til at opleve større aktivitet i forbindelse med eksempelvis praktikforløb i de enkelte foreninger. Det er ligeledes tanken, at idrætslærere i folkeskolen skal tilbydes uddannelsesprogrammet.
Også formand i DAF, Karsten Munkvad, glæder sig over det store medspil fra Nordea-fonden, der er med til at realisere en længe næret drøm.
”Det er det, som vi har efterlyst i lang tid. Mange klubber har ved flere lejligheder netop peget på, at det vigtigste for dem er at få uddannet flere trænere og at fastholde de unge. Nu har vi muligheden,” siger formanden.
Om projektet ”Kvalitet skaber fastholdelse”
• Projektperioden er 30 måneder
• Analyse af årsager bag frafald
• Uddannelse af 100 trænere
• Introduktion af nye aktiviteter for minimum 1.500 foreningsmedlemmer
• Forbedre fastholdelse med 20 % over en femårig periode
• Samlet budget er lidt over 3 mio. kroner.
• Nordea-Fonden støtter med knap 2,5 mio. kroner.
• Den af projektet høstede viden vil blive delt med andre idrætsgrene og de øvrige atletikforbund i Europa.