Loading...

Nyheder 2013

DM Mangekamp: Startlister foreligger nu

06. august 2013 · Jeppe Weinreich

Tine Bach Ejlersen kan se frem til fin modstand i skikkelse af islændingen Sveinbjörg Zophoníasdóttir.

Samme dag (10/8) som VM i Moskva begynder, finder et noget mindre arrangement sted i Herning, nemlig årets DM i Mangekamp. Her vil fokus naturligt ligge på Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) og hendes forsøg på at angribe den 30 år gamle danske rekord i syvkampen.

Tine Bach Ejlersen viste ved E-Cup’en på Madeira for lidt over en måned siden, at hun har potentialet til at gøre det på en weekend, hvor det hele klapper. Trods et par svipsere blev det her til ny PR med 5528 point – 194 point fra Dorte Kleins rekord. Scoren rakte til andenpladsen på den portugisiske ferieø, 49 point foran den 21-årige islænding Sveinbjörg Zophoníasdóttir, som også satte PR. Netop Zophoníasdóttir er også med i Herning, og dermed kan Tine se frem til fin modstand på sin gamle hjemmebane.

Nye navne hos herrerne 
Hos herrerne er der indløbet tilmelding fra den danske mester i højdespring, Andreas Jeppesen (Esbjerg AM), som sammen med en anden springer, bronzevinderen fra DM i stangspring, Michael Christiansen (Aarhus 1900), går efter titlen i tikamp.

En anden medaljevinder fra Store DM er Mette Graversgaard (Hvide Sande). I Herning skal hun hos juniorerne kæmpe om guldet med Spartas Sandras Böll. Her er der hos drengene en klar favorit i skikkelse af Oliver Ryborg Kjeldsen (Aarhus 1900).

Størst tilmelding er der hos de 14-15 årige piger, hvor 16 er tilmeldt syvkampen.

DM Mangekamp – Herning, d. 10.-11. august 2013 -
Arrangørernes hjemmeside

Foto: Tine Bach Ejlersen - her ved Landsholdsudtagelsen i Helsingør i juni. (M. Hyllested)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund