Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 08-07 Moskva2013: Massiv tv-dækning fra VM
Moskva2013: Massiv tv-dækning fra VM
07. august 2013 · Jeppe Weinreich
DR3 og Eurosport sender stort set alt direkte fra mesterskaberne i Moskva, som begynder lørdag morgen kl. 7.30 dansk tid.
Der er ikke den store grund til at nærlæse tv-programmet, før VM i atletik starter førstkommende lørdag. DR3 og Eurosport sender nemlig stort set ALT direkte fra Moskva. Lørdag kl. 7.30 (Moskva-tid 9.30) starter transmissionerne med kvindernes kvalifikation i diskoskast, og så går det ellers bare løs med ypperlig atletik ni dage i træk.
Da Moskva er to timer foran, slutter aftenprogrammet typisk lige før klokken 20. Bemærk, at onsdag d. 14. august er der kun et formiddagsprogram, mens den sidste finaleweekend foregår om eftermiddagen. Se hele programmet HER.
Med blot to danske deltagere er det let at danne sig et overblik over den danske indsats, som starter den første dag - og forhåbentlig strækker sig til mandag.
Lørdag 10/8
Kl. 8.15 Stangspring – kval.
Rasmus Wejnold Jørgensen
Søndag 11/8
Kl. 9.05 400 meter – indledende
Nick Ekelund-Arenander
Mandag 12/8
Kl. 17.00 evt. Stangspring – finale
Kl. 18.05 evt. 400 meter – semifinale
For DR3 kommenterer de gamle kendinge Henrik Liniger & Christian Munk Petersen. Grundet et langt program er Martin Kampmann afløser under kvindernes maraton og mændenes stangspring i tikampen. Her får han ekspertbistand af hhv. Steen Walter og Martin Stensvig. Ulla Essendrop fra DR Sporten er også med i Moskva, hvor hun fra mixed-zone vil interviewe deltagerne - de danske såvel som de store stjerner.
For Eurosports studie passer Jacob Gliese og Jens Barslev mikrofonerne, mens Henrik Them er på gæstevisit under mændenes maraton den sidste dag.
Også Svensk TV4 sender stort set alt live, ligesom at de tyske ARD og ZDF deler transmissionerne imellem sig.