Loading...

Nyheder 2013

NM-Junior: Tre guld giver de danske juniordrenge en god 1. dag

17. august 2013 · Jeppe Weinreich

Efter en flot indsats er det danske drengehold overraskende tæt på både Norge og Sverige. I alt blev det lørdag til otte medaljer.

De hurtige unge herrer Hari, Hartling og Abrahamsen endte alle øverst på skamlen under førstedagen af NM-Junior i Espoo (FIN). De tre præstationer var - sammen med to medaljer af sølv - stærkt medvirkende til, at det dansk-islandske drengehold nåede op på 74 point – bare 5 og 6 point fra hhv. Norge og Sverige. Til sammenligning var holdet i 2011og 2012 hhv. 40½ og 33 point fra svenskerne! 

Under det meste af stævnet regnede det, men på trods af nedbøren blev der sat flere personlige rekorder og generelt leveret et flot niveau.

Hartling sejrer i ny PR 
Nicolai Hartling var på 400 meter hæk blot seedet som nr. 3, men efter et stærkt løb kunne han krydse målstregen i ny PR 52,76s og dermed tage guld efter bronze sidste år og en 5. plads i 2011.

Hari 10,62 
Supertalentet Kristoffer Hari kan stadig kalde sig ubesejret efter at han slog sine noget ældre konkurrenter med den udmærkede vindertid 10,62s i let modvind. Det kunne meget vel blive den første titel i en længere række. Til og med sæsonen 2016 kan Hari nemlig stadig stille op som junior. 

Dybdal Abrahamsen genvinder mesterskab 
En anden, der levede op til favoritværdigheden, var Jakob Dybdal Abrahamsen, der vandt 5000 meteren i 15:04,07 efter at have sat et stærkt ryk ind med 500 meter igen. Dermed forsvarede han sin titel, der i øvrigt var den tredje danske i træk på distancen. For to år siden var det Jeppe Harboe, som vandt på Østerbro.

En fjerde dansk guldmedalje var på danske hænder i nogle minutter, da højdespringer Jonas Kløjgaard klarede 2.04m i sit første forsøg, mens eneste konkurrent tilbage, svenske Fredrik Konradsson (PR 2.13) måtte bruge to forsøg. Svenskeren satte dog tingene på plads ved som den eneste at klare 2.08m. At regnen generede springerne, sætter kun Jonas' præstation i relief. Finske Samuli Eriksson, som har sprunget 2.16m i år, måtte således nøjes med 1.95m.

Dagens anden sølvmedalje kom i drengenes 4x100 meter, hvor Kristoffer Hari løb sidste tur. Festus Asante, Morten Dalgaard Madsen og Frederik Schou-Nielsen var de andre tre. Holdets tid 40,86s er den næstbedste af et dansk juniorhold nogensinde – kun overgået af de 40,60s fra Junior-VM i Barcelona sidste år, hvor Dalgaard Madsen som den eneste af de fire deltog. Nå finnerne kunne den danske kvartet dog ikke. De satte på 1. pladsen finsk juniorrekord med flotte 40,17s.

Tre bronze til pigerne 
Også hos pigerne er der efter førstedagen fremgang (om end lidt mindre) at spore i forhold til sidste år. Dengang lå holdet hhv. 30 og 38 point fra Norge og Sverige. Mens afstanden til Sverige er den samme nu, er afstanden til Norge nede på 19 point.

Tre bronze blev det til lørdag. Anne Sofie Kirkegaard var på 400 meter med 56,60s et stykke fra sit bedste. Til gengæld kunne Maria Larsen vinde sin medalje i ny PR, da hun på 3000 meter fik noteret 9:38,32 min. – over fem sekunder hurtigere end ved landskampen i Litauen.

Dagens sidste medalje kom på 800 meter, hvor Dagmar F. Olsen blev 3’er i 2:11,33. Her fik det dansk-islandske hold gode point ved fænomenet Aníta Hinriksdóttir, der vandt med godt fem sekunder ned til nr. 2.

Søndag kan der meget vel være endnu et par titler på vej, når Kristoffer Hari og Jakob Dybdal Abrahamsen stiller op som favoritter på hhv. 200 meter og 3000 meter forhindringsløb.

NM-Junior – Espoo (FIN) d. 17.-18. august 2013 
Danske medaljer på 1. dagen

GULD
Kristoffer Hari - 100 meter 10,62s (-0,5)
Jakob Dybdal Abrahamsen - 5000 meter 15:04,07
Nicolai Hartling - 400 meter hæk 52,76s PR
SØLV
Jonas Kløjgaard Jensen - højdespring 2.04m
Hari, Madsen, Asante & Schou-Nielsen 4x100 meter 40,86s
BRONZE
Anne Sofie Kirkegaard - 400 meter 56,60s
Dagmar F. Olsen - 800 meter 2:11,33 min.
Maria Larsen - 3000 meter 9:38,32 min. PR

Stilling efter 1. dag
Drenge
FIN           111
SWE            80
NOR            79
DEN/ISL        74

Piger
FIN           106
SWE            99
NOR            80
DEN/ISL      61

Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund