Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 08-23 Diamond League: 6. plads til Nick Ekelund
Diamond League: 6. plads til Nick Ekelund
23. august 2013 · Jeppe Weinreich
Hans hidtil bedste placering i den fornemme stævneserie.
Med en 6. plads på 400 meter torsdag aften i Stockholm opnåede Nick Ekelund-Arenander (KIF) sin hidtil bedste placering i Diamond League. Nok var hans tid 46,38 sek. – løbet fra bane 8 - et stykke fra hans topniveau, men på en kølig aften hvor resultatniveauet generelt lå lavt, bør præstationen måles i forhold til konkurrenterne, og her var han faktisk tættere på de bedste, end tilfældet var ved VM. Verdensmester Lashawn Merritt var som ventet aldeles suveræn med vindertiden 44,69 sek.
Med den nordiske rekordholder Johan Wissman (SWE) i mål på en 7. plads i 46,97 sek. understregede Nick Ekelund-Arenander igen, at et nordisk tronskifte HAR fundet sted. I de indbyrdes opgør står der nu 3-8 i Wissmans favør.
"Jeg er rigtig godt tilfreds med løbet - også med tiden, da der var ret koldt og alle var et stykke fra deres niveau. Det føltes ret godt, og jeg løb med overskud. Står dog lidt tilbage med følelsen af, at jeg kunne have kæmpet lidt mere og måske have taget 4. pladsen. Men alt i alt er jeg godt tilfreds," lyder det fra Nick Ekelund-Arenander, som nu har en lille pause fra konkurrencer inden de svenske mesterskaber om en uge.
Ved mesterskaberne bliver det igen til et møde med førnævnte Wissman. Specielt deres opgør på 200 meter - hvor svenskeren med 20,75s i år gælder som favorit - kan blive interessant. Ellers er det kun DT-finalen på Østerbro, som i øjeblikket står i KIF-sprinterens kalender. Han venter dog på endelig besked om en start i Zagreb (IAAF World Challenge) d. 3. september.
Rasmus W. Jørgensen – 5.37m i Tyskland
Dansk atletiks anden VM-deltager, Rasmus W. Jørgensen (Sparta), var i aktion onsdag aften i tyske Landau, hvor han blev nr. 8 med et spring på 5.37 meter. VM-bronzevinder Björn Otto vandt for andet år i træk – denne gang med 5.71m.
Diamond League – DN Galan Stockholm d. 22. august 2013
400 meter M
1. Lashawn Merritt, USA 44,69
2. Luguelin Santos, DOM 45,25
3. Pavel Máslak, CZE 45,33
4. Josh Mance, USA 46,08
5. Nigel Levine, GBR 46,20
6. Nick Ekelund-Arenander, DEN 46,38
7. Johan Wissman, SWE 46,97
8. Richard Strachan, GBR 47,44
Stabhochsprung-Meeting – Landau (DE) d. 21. august 2013
1. Björn Otto, GER 5.71m
2. Konstadinos Filippidis, GRE 5.67m
3. Tobias Scherbarth, GER 5.62m
8. Rasmus W. Jørgensen, DEN 5.37m
(5.22: XXO – 5.37:XO – 5.52:XXX)
Resultatliste