Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 08-26 Bueno sætter sæsonbedste i Belgien
Bueno sætter sæsonbedste i Belgien
26. august 2013 · Jeppe Weinreich
3:43,37 blev det lørdag i Antwerpen til for den danske mester på 1500 meter.
Med 3.43,37 min. skar Andreas Bueno (Aarhus 1900) lørdag i Antwerpen to sekunder af sit eget danske årsbedste på 1500 meter. Tiden rakte til en 3. plads i det internationale felt, og Bueno var bare 0,02s fra andenpladsen. Dermed understregede den danske mester på distancen, at han her sidst på sæsonen er tæt på at være i sit livs form og klar til endnu hurtigere tider, hvis ellers tingene flasker sig. Hvad de ikke gjorde i Belgien.
"Haren skulle have løbet de første 1000 meter på 2:27, men gør det kun i 2:32. Så på den baggrund er jeg meget tilfreds med mit løb. Jeg løber den sidste omgang på 55 sekunder og får taget nogle gode "skalpe"," fortæller Bueno, der er stærkt opsat på at løbe endnu stærkere næste lørdag, hvor han har et stævne i Amsterdam.
Forrige weekend gik Bueno i England også efter en hurtig tid, men regn og blæst og en placering i et B-heat betød, at han måtte nøjes med beskedne 3:46,93.
49ste Int. Antwerps Atletiek Gala (Flanders Cup), Antwerpen (BEL) d. 24. august 2013
1500 meter A-heat
1. Miles Batty, USA 3:43,07
2. David McCarthy, IRL 3:43,35
3. Andreas Bueno, DEN 3:43,37
4. Richard Weir, GBR 3:43,85