DecaNation: Martinsen i kamp mod tre VM-finalister
30. august 2013 · Jeppe Weinreich
Nr. 2, 3 og 7 fra VM-finalen på 110 meter hæk venter i morgen Andreas Martinsen ved landskampen i Valance, Frankrig.
I morgen får fire danske atleter som del af et nordisk hold deres debut ved DecaNation i Valance (FRA). Og som ventet er de blevet sat på en skrap opgave i mødet med flere VM-medaljevindere.
Andreas Martinsen kommer på 110 meter hæk op imod sølv- og bronzevinderen fra Moskva, Ryan Wilson (USA) og Sergey Shubenkov (RUS), foruden en tredje finalist, franske Thomas Martinot-Legarde.
I stangspring stiller Frankrig med ingen ringere end OL-guldvinderen Renaud Lavillenie, men bortset fra ham er det ikke et selskab, som Rasmus W. Jørgensen har grund til at frygte. Med det store ISTAF-stævne i Berlin placereret søndag har Tyskland eksempelvis valgt at stille med deres blot 9. bedste mand, som dog stadig springer 5.50m.
Heller ikke i kvindernes kuglestød er de bedste tyskere med. Trine Mulbjerg kommer imidlertid ikke til at savne modstand med eksempelvis Michelle Carter (USA) og Evgeniia Kolodko (RUS) – hhv. 4 og 5 ved VM – med i feltet.
Endelig er der Kim Juhl Christensen i mændenes kuglestød, hvor den på papiret stærkeste i feltet er Georgi Ivanov (21.09m i år). Bulgaren stiller op for et kombineret Balkan-hold.
I forhold til det første offentliggjorte hold er Henrik Ingebrigtsen – der i Zürich i går satte en imponerende norsk rekord på 1500 meter – erstattet af sin lillebror, Filip, der med 3:38,76 i år ikke er helt ueffen.
DecaNation - Valance (FRA) d. 31. august
Læs mere HER