Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 09-27 Faurschou & Budolfsen sigter mod PR
Faurschou & Budolfsen sigter mod PR
27. september 2013 · Jeppe Weinreich
Berlin Marathon på søndag plejer at resultere i gode danske tider. I år er der også tegning til et flot løb.
Søndagens Berlin Marathon tegner særdeles interessant set med danske øjne. På plads i elitefeltet er dansk atletiks mest markante skikkelse på distancen de senere år, Jesper Faurschou, der her løber sit første maraton siden OL i London. Den 30-årige Herning-løber debuterede på distancen netop i Berlin tilbage i 2009, hvor det blev til en flot 15. plads i 2:17,33. Siden har han ikke løbet i Berlin.
For Lars Budolfsen (Sparta) er det til gengæld sjette år i træk, at han er på plads i den tyske metropol. Og statistikken taler for en ny PR-forbedring; således har den 33-årige danske mester på halvmaraton de tidligere fem gange altid forbedret sig i Berlin. Med en gældende PR på 2:17,38 fra Hamborg i april bliver det dog i år sværere at fortsætte det fine mønster. Forhåbentlig kan de to danskere hjælpe hinanden ned til nye flotte tider. Kravet til EM i 2014 er endnu ikke bekendtgjort, men en god præstation søndag kan altså efterfølgende vise sig at give bonus i form af en kvalifikation til mesterskaberne i Zürich til sommer.
Debut til Peter Bech
En interessant debut står Peter Bech for. Den 37-årige AGF’er var ved DM Halvmaraton kun ti sekunder fra bronzepladsen og har under træning vist rigtig god form. Om han får lov til at starte helt fremme, er dog uvist. En plads i elitefeltet var i går endnu ikke blevet bekræftet.
Det er den 40. udgave af Berlin Marathon, og vejrudsigten er umiddelbart god. En verdensrekord kan bestemt ikke udelukkes - heller ikke selvom verdensrekordholder Patrick Makau for tre uger siden måtte melde afbud med en skade. Flere står nemlig klar helt fremme på startstregen. Det gælder bl.a. landsmanden Wilson Kipsang, som i Frankfurt 2011 forpassede verdensrekorden med sølle fire sekunder. Eller en tredje kenyaner, Eliud Kipchoge, guldvinderen på 5000 meter fra VM 2003, som i april debuterede på de 42,195km ved at vinde Hamburg Marathon i 2:05,30.
Bedste danske placering hos kvinderne kunne der meget vel stå Vibeke Houlborg (Herning LK) på. Houlborg blev sidste år placeret på en fornem 16. plads i PR 2:49,59.
Berlin Marathon d. 29. september 2013 - (start kl. 8:45)
Eurosport sender direkte fra 8:30-11:30