Loading...

Nyheder 2013

Aalborg får topmoderne atletikhal

10. oktober 2013 · Jeppe Weinreich

Den kommende atletikhal i Aalborg bliver ikke ”bare” en hal, men også et sportslaboratorium.

Der er sket meget i Aalborg på atletikfronten de senere år. Fremover kan byens trænere og udøvere nu også se frem til at få langt bedre rammer om vinteren. Som tidligere omtalt skal en indendørs atletikhal i tilknytning til Gigantium snart stå klar, men det er ikke en hvilken som helst slags hal, som der bliver tale om. Der er i høj grad også tale om et sportslaboratorium.

Nok får hallen ingen rundbane, men med seks 60 meter-baner samt anlæg til kuglestød samt de fire springdiscipliner vil Aalborg AM stå langt bedre rustet til indendørssæsonen.


Det er Aalborg Universitets Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, der kommer til at stå for udarbejdelsen af det nye idrætslaboratorium på 1.900 m2, som også skal bruges til at fremme præstationer hos elitesportsfolk. Området er foreløbig én stor byggeplads med bl.a. store huller i gulvet, hvor der skal være plads til kraftmålere og andet udstyr, der skal måle på sportsfolkenes præstationer.

”Hvis du f.eks. kender dine bevægelser og kræfter på kroppen under trespring eller længdespring, kan man finde den optimale løbeteknik og sikre sig, at anklen ikke bliver for belastet. Trespring er meget hårdt for kroppen, så det kan være nyttigt at kunne justere sin teknik undervejs,” siger Mark de Zee, lektor på instituttet, til fagbladet Ingeniøren.

Budget: 20,5 mio. kr.
Ud over selve atletikanlægget vil der komme et styrke- og motionsrum, omklædningsrum samt mødelokaler. Ifølge Mark de Zee har universitetet allerede et mindre laboratorium til bevægelsesanalyse på instituttet med lignende udstyr, men det er slet ikke at sammenligne med den nye hal.

”I vores nuværende laboratorium kan vi slet ikke komme op i fuld hastighed under løb, hvilket er vigtigt for at måle korrekt og kunne analysere sportsresultater. Det bliver meget nemmere nu,” siger han til Ingeniøren. 

NCC Construction skal opføre den nye hal i samarbejde med arkitektfirmaet Kjær og Richter samt Niras. Budgettet ligger på 20,5 millioner kroner.

Læs hele artiklen HER

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund