European Athletics hædrer danske ledere og trænere
14. oktober 2013 · Jeppe Weinreich
Ikke færre end fire personer fra dansk atletik kunne lørdag aften i Tallinn høste hæder for deres store indsats.
I forbindelse med det europæiske atletikforbunds årlige konference (10.-13. oktober) – som i år var henlagt til Tallinn - fandt der lørdag aften en galla sted i den estiske hovedstad. Under navnet ”European Athletics Awards Night” blev ikke bare prisen til årets europæiske atletiknavne uddelt; også flere andre hædersbeviser skulle uddeles, og her var dansk atletik stærkt repræsenteret.
I kategorien ”Coaching Award” havde DAF indstillet Heidi Jensen og Christian Trajkovski, og begge succesfulde trænere var blandt de i alt 48 personer, som fik prisen. Begge har med deres store engagement fået opbygget nogle stærke træningsgrupper. I Trajkovskis gruppe lyste Nick Ekelund-Arenander denne sæson i særdeleshed op ved bl.a. at slutte 2013 som nr. 10 på den europæiske rangliste på 400 meter, mens de to Sparta-løbere fra Heidi Jensens gruppe, Nick R. Jensen og Ole Hesselbjerg, begge gjorde sig flot bemærket ved at vinde deres respektive discipliner ved landskampen (EM Hold) i juni i den europæiske 2. division.
Kirsten Bergmann og Nanna Brandt hædret
Det var i høj grad kvindernes aften i Tallinn. European Athletics har de senere år gjort en stor indsats i at få flere kvindelige ledere i atletikken, og her var Herning GF’s ildsjæl, Kirsten Bergmann, blandt de 24 kvinder, som modtog ”Women’s Leadership Award” for deres store og årelange arbejde.
I samme forbindelse blev ”Future Women’s Leaders Scholarship” uddelt til fire unge kvinder. Og blandt de fire var såmænd Nanna Brandt, der har en betydelig del af æren for den succes, som Alletiders Atletikskole har fået. Med prisen vil Nanna Brandt i løbet 2014 blive inviteret med til en række seminarer og andre aktiviteter under European Athletics.
DAF ønsker de fire personer et stort tillykke med den fornemme hæder – og takker for indsatsen.