Loading...

Nyheder 2013

”I skal ikke kalde mig en ildsjæl” - portræt af Søren Munch

18. oktober 2013 · Dansk Atletik Forbund

To atletikledere stiller ved årsmødet (27/10) op som kandidater til posten som menige medlemmer af bestyrelsen i DAF. Vi bragte i sidste uge et portræt af den første, Henning Blok Madsen. Her gælder det den anden, Søren Munch fra SAK77, som ikke vil kaldes ildsjæl, men alligevel ikke kan løbe fra den betegnelse.

Selvom han har været med i dansk atletik i over 35 år, og datteren for længst er holdt op med at løbe hæk, er Søren Munch fra SAK77 stadig at finde på atletikstadion, i mødelokalerne, på klubbens hjemmeside, osv.

”Men jeg vil helst ikke kaldes en ildsjæl,” siger 51-årige Søren Munch, der stiller op til bestyrelsesvalget i Dansk Atletik Forbund. ”Jeg er simpelthen med, fordi jeg elsker atletik, og jeg er vild med at møde unge og voksne i et hyggeligt og sjovt klubmiljø,” lyder det.

Netop klubmiljøerne er i de senere år blevet et mere og mere centralt tema i Silkeborg-lederens tanker omkring atletikkens fremtid. For ham er de stærke og folkerige miljøer atletikkens nøgle til at overleve i det komplicerede fritidssamfund. 

”Jeg kan jo se på min egen klub, at hvis vi indretter os efter det omgivende samfund, så vælter det ind med medlemmer. Og hvis vi giver vores medlemmer de rigtige tilbud, så bliver atletikklubben samen med skolen det vigtigste sociale forankringspunkt i deres liv, og så bliver de også hængende gennem ungdomsuddannelserne. Kan vi ikke tillade at tro på, at vi kan løfte den opgave?” spørger Søren Munch.

Atletikken skal åbne sig mod samfundet
Han savner, at atletikken åbner sig mere mod samfundet og piller lidt ved sit traditionelle image som et specialforbund, som primært er sat i verden for at skabe rekordsættere og vinde medaljer. 

”Er der noget i vejen for, at forbundet og klubberne i fremtiden giver sig selv en rolle som det brede altfavnende forbund, som er i stand til at opsuge en større procentdel af en ungdomsårgang? Nej vel,” siger Søren Munch, som mener, at DAF bør satse mere på klubudvikling og vidensdeling.

I DAFs bestyrelse håber han også at kunne kaste sig over en anden af sine store interesser: Kommunikation, branding og image. Hans tanke er at skabe bedre sammenhængskraft – mellem forbundet og klubberne, internt mellem klubberne, mellem klubberne og samfundet, osv. Det forudsætter kommunikation, og her kan forbundet helt sikkert arbejde væsentligt mere bevidst med tingene, mener han. 

”Lad os bare tage bestyrelsen, hvor beslutninger og diskussioner forbliver noget af en hemmelighed bortset fra en inderkreds. Også her kunne vi indrette os på virkeligheden og benytte de kommunikationskanaler, som folk nu engang bruger i dag, så der skabes større debat om kursen fremover i forbundet,” mener kandidaten.

Sportschef, webmaster og træner 
I lighed med den anden kandidat til bestyrelsen, Henning Blok Madsen, har også Søren Munch været involveret i at få gennemført byggeriet af et atletikstadion – Silkeborg Atletikstadion, der blev indviet i 2001. Han var også med i tankerne bag og arbejdet med at indrette en lowbudget-atletikhal i Silkeborg, som efter en investering på 100.000 kr. nu benyttes af klubbens medlemmer for tredje vinter i træk.

Han har ligeledes været formand for SAK77 i 6 år i 1990’erne og har lige nu en – meget ulønnet – titel som sportschef, træner i klubbens ældste træningsgruppe samt ansvarlig for klubbens mellem- og langdistanceløbere. Desuden er han webmaster på SAK77’s hjemmeside, og han er for nylig trådt ind i forbundets nye løbeudvalg.

”Så jo, jeg er nok lidt af en ildsjæl alligevel,” erkender han.   

CV
Søren Munch
Født 1962 i Horsens, bosiddende i Silkeborg siden 1970 afbrudt af 10 år i Aarhus (1982-92).
Uddannet journalist i 1986, siden 1994 ansat som nyhedsredaktør og journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten. I 80erne var han fagligt aktiv som tillidsmand på Midtjyllands Avis i Silkeborg.
Har i de seneste 20 år arbejdet med journalistik og nye produkter til avis og online; aktuelt skrivende journalist på Jyllands-Postens netavis jp.dk. Har en række videreuddannelseskurser i kommunikation.
Gift med Elisabeth, 1 datter Kirstine på 22 år.
Dansk mester på 3000 meter forhindring (1987).

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund