Loading...

Nyheder 2013

CrossChallenge: Abdi viser styrke

27. oktober 2013 · Jeppe Weinreich

Lørdagens 1. runde i Middelfart gav en overbevisende sejr til Abdi Hakin Ulad, mens Louise Kunø hos kvinderne i en tæt dyst brød Simone Glads stime af sejre. Hos juniorerne var der et glædeligt og overbevisende comeback til Mikkel Dahl-Jessen.

Abdi Hakin Ulad løb lørdag en overbevisende sejr hjem, da årets Cross Challenge blev åbnet med en rigtig gang cross i Middelfart. I et usædvanlig smukt område ved Hindsgavl Slot skulle deltagerne gennem en krævende rute med et par stejle strækninger for hver af de otte omgange. Korsør-løberen var fra start med helt fremme i en førergruppe på syv mænd. Efter tre omgange fik han skabt et lille hul, som Michael Nielsen (Sparta) og dagens store positive indslag, junioren Mikkel Dahl-Jessen (SAK77), kæmpede for at lukke. Specielt op ad bakkerne viste Abdi stor styrke, og selvom de to førnævnte faktisk nåede op til ham efter seks omgange kunne han i sidste ende alligevel vinde med 18 sekunder ned til Michael Nielsen (Sparta).

”Det var en udfordrende rute, men den lå godt til mig. Jeg træner rigtig meget i bakker for at blive god til at løbe i den slags terræn,” siger Abdi, der nu håber at kunne forsvare sin titel som nordisk mester i cross om to uger i Reykjavik. Hans fokus ligger dog på EM i Beograd i december.

”Jamen, jeg går efter en medalje (U23, red.) i Serbien. Træningen kører godt, og jeg får behandling for de astmaproblemer, som jeg har haft. Lige nu tænker jeg kun på løb og har tid til at slappe af mellem træningspassene, så jeg klager ikke,” fortæller Abdi, som p.t. ligger og løber 190 km om ugen.

Stærkt comeback af Mikkel Dahl-Jessen
At lade juniorerne løbe sammen med de voksne – men med to færre omgange – gav stort udbytte og erfaring for 19-årige Mikkel Dahl-Jessen, der stort set formåede at følge med Abdi. Det var en dybt imponerende præstation af silkeborgenseren, der grundet en drilsk skade var væk hele den forgange sæson, men nu for alvor er tilbage.

”Det var lige det comeback, som jeg havde håbet på. Så jeg er så småt ved at være i topform igen,” lyder det fra Mikkel Dahl-Jessen, der efter flere tilbagefald i skadesperioden har ændret træningsfilosofi og nu har kunnet træne kontinuerligt siden juli-august. ”Så nu satser jeg på både NM og EM, hvor vi jo har et kanonstærkt juniorhold”.


Flot debut af triatlet
 
En anden stærk junior, Jakob Dybdal Abrahamsen (1900), måtte stå over grundet en mindre knæskade, til gengæld imponerede Anders Lund Hansen (Multiatleterne) med en andenplads i sin debut – 25 sek. fra Mikkel Dahl-Jessen. For folk i løberkredse kom hans andenplads dog ikke helt uventet, idet han for nylig løb en uofficiel, men korrekt 5000 meter i 14:39.

Simone Glads sejrrække brudt
I kvindernes konkurrence indløb der om morgenen afbud fra Anne Holm Baumeister (Viking). I stedet blev den imødesete duel mellem hende og Simone Glad (Odense Atl.) nu til et opgør mellem Glad og Louise Kunø (Aalborg). Ikke langt var der løbet, før at en gruppe på fem – inkl. de to førnævnte – skilte sig ud. Mest overraskende var det, at den 17-årige mellemdistanceløber Maria Larsen (KIF), var med i gruppen. Da denne løb i mål som sikker vinder af juniorklassen, resterede der to omgange. Louise Laursen (AGF) var faldet fra, mens Louise Langelund Batting (1900) som den eneste kunne følge de to favoritter. På sidste omgang kom det dog til det ventede opgør, og her viste Louise Kunø sig lige akkurat en tand stærkere og vandt med to sekunders forspring. Dermed måtte Simone Glad efter otte sejre i træk i Cross Challenge se sig besejret. Louise Langelund Battings tredjeplads var medvirkende til, at Aarhus 1900 noget overraskende kunne løbe med holdsejren foran AGF.

Cross Challenge 2013/14 - 1. runde Middelfart d. 26. oktober
Mænd 
1. Abdi Hakin Ulad, Korsør AM 28:53
2. Michael Nielsen, Sparta 29:11
3. Johan Damkjær, AGF 29:32

Hold
1. Sparta 2:33,49
2. Odense Atl. 2:34,12
3. AGF 2:35,33 

Kvinder
1. Louise Kunø, Aalborg AM 25:02
2. Simone Glad, Odense AM 25:04
3. Louise Langelund Batting, Aarhus 1900 25:11

Hold
1. Aarhus 1900 1:19,28
2. AGF 1:19,48
3. Sparta 1:21,38

Junior M
1. Mikkel Dahl-Jessen, SAK77 22:01
2. Anders Lund Hansen, Multiatleterne 22:36
3. Jacob Simonsen, AGF 22:47 

Hold *
1. Aalborg AM 1:13,26
2. AGF 1:13,29
3. Aarhus 1900 1:15,58

Junior K
1. Maria Larsen, KIF 17:05
2. Alberte Kjær Pedersen, Fredericia Tri. Team 17:16
3. Josephine Thestrup 17:31

Hold *
1. Sparta 54:30
2. Bagsværd AC 58:19
3. Aalborg AM 58:40

*Løbere i årgang 1994 IKKE medregnet, da de ikke tæller som juniorer i sæsonen 2013/14.

Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund