Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 10-28 Årsmøde: Bestyrelse er fuldtallig igen
Årsmøde: Bestyrelse er fuldtallig igen
28. oktober 2013 · Jeppe Weinreich
Godt 60 personer deltog i DAFs årsmøde i Strib søndag eftermiddag, hvor Søren Munch og Henning Blok Madsen blev valgt ind i bestyrelsen. Efter sidste års store underskud kunne direktør Jakob Larsen denne gang fremvise sorte tal på bundlinjen.
Efter en periode med to vakante pladser er bestyrelsen i Dansk Atletik Forbund igen fuldt besat. Søren Munch og Henning Blok Madsen blev som ventet valgt ind i bestyrelsen, da DAF søndag på Brogaarden i Strib ved Middelfart afholdt årsmøde. Dermed er der skabt et fundament for, at forbundet nu kan arbejde optimalt i den kommende tid, som tegner særdeles interessant. Og det ER virkelig nogle spændende udfordringer, som DAF står overfor, understregede formand Karsten Munkvad i sin åbningstale.
”Vi har momentum. Vi er idrættens Gazelle-virksomhed. Det går stærkt, og vi er et af de innovative forbund,” sagde Munkvad bl.a. og påpegede det faktum, at Dansk Atletik Forbund som det ene af bare to specialforbund i Europa er inviteret til at holde indlæg på det kommende internationale sportsseminar Play The Game, ligesom at også European Athletics har vist stor interesse for DAFs seneste tiltag i retning af at favne den store gruppe af motionsløbere og det potentiale, som de udgør. For slet ikke at nævne IAAF/AL-Bank VM Maraton i København næste år.
”Men vi skal ikke kun klappe hinanden på ryggen. Vi har store udfordringer foran os. De sociale medier breder sig med rasende fart, og vi er på vej ind i en ny tid. Hvad vi kan i atletikken er at tilbyde de unge et forpligtende venskab, som computeren ikke kan.”
60 nye foreninger
Af de positive ting, som der er sket siden sidste årsmøde, fremhævede formanden det faktum, at der er kommet 60 nye foreninger til. Arrangør- og Løberseminaret blev etableret med stor succes, og meget tyder på, at det kommende seminar d. 10. november bliver en endnu større succes. Ved de internationale ungdomsmesterskaber blev det ligeledes til flere medaljer, og personligt var det en stor glæde for formanden, da Gunnar Møller Nielsen fra Sæby IK80 på direkte tv i januar modtog Gør-det-Muligt Prisen som et forbillede for den frivillige idrætsleder.
Underskud vendt til plus
Mens mødet i fjor var præget af et større underskud i regnskabet og fraværet af den afgående formand, så var der anderledes positive toner at høre i Strib. Direktør Jakob Larsen fremviste et 2012-regnskab, som viser et lille plus på knap 36.000 kr. Men, fortalte han, så tegner der ud fra de første tre kvartaler af 2013 til at blive et langt større overskud at fremvise ved næste årsmøde.
Fortjenstnål
DAFs Fortjentsnål blev under mødet overrakt til Jens B. Christensen (foto ovenfor) for hans mangeårige virke som bl.a. landstræner i DAF samt et stort arbejde i Eliteidrætsudvalget i DIF/Team Danmark. Netop Jens B. Christensen var senere oppe på talerstolen for at ytre sin kritik af, at man fra DAFs side i flere øvelser har strammet de internationale kvalifikationskrav til næste års EM. Bortset fra dette indlæg var der tale om et årsmøde uden de store ophidsede debatter eller kontroversielle kampvalg.
Det officielle årsmødereferat forventes at komme her på hjemmesiden i løbet af de nærmeste dage.