Loading...

Nyheder 2013

NM Cross: 22 løbere udtaget

28. oktober 2013 · Jeppe Weinreich

Flere nye, unge navne får deres internationale debut i Reykjavik om små to uger.

En stor dansk trup på 22 løbere er i dag officielt blevet udtaget til NM Cross, som finder sted i Reykjavik lørdag d. 9. november. Med den store succes i Tårnby sidste år, hvor Simone Glad og Abdi Hakin Ulad som bekendt sikrede dansk atletik en historisk dobbeltsejr, er der i høj grad noget at leve op til.

Lørdagens første runde af Cross Challenge gav holdleder Niels Kim Hjort et godt fingerpeg om, hvor de enkelte løbere formmæssigt står. I Middelfart var der stor fremgang i deltagerantallet hos specielt juniorpigerne, og de gjorde det så godt, at Danmark her stiller med fuldt holdt – altså seks løbere. 

Alberte Kjær Pedersen fra Fredericia Triathlon Team er som årgang 1998 truppens yngste, men med en flot andenplads i Middelfart lå udtagelsen lige for. En anden triatlet, Anders Lund Hansen (Multiatleterne), løb sig i sin debut ligeledes ind på juniorlandsholdet, der ser rigtig stærkt ud. Her finder man også Jacob Simonsen (AGF), der efter ét års fravær grundet skader vendte overbevisende tilbage med en 3. plads i Middelfart.

Den opmærksomme læser vil se, at kvindesiden er stærkere repræsenteret end mændene med 12 mod 10. Nye vinde i dansk atletik?

”Med udtagelsen viser vi, at vi tror på, at pigerne har genvundet gejsten og kan være med til at løfte kvindeløb herhjemme. Det ser rigtig godt ud lige nu,” lyder det fra Niels Kim Hjort. 
 

NM Cross 2013 – Reykjavik d. 9. november

Den danske trup:
Junior piger
Maria Larsen (KIF)
Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri)
Josephine Thestrup (Sparta)
Louise Rode (Blovstrød)
Line Kalstrup Schulz (Aalborg AM)
Louise Høj Jensen (SAK77)
 
Junior drenge 
Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900)
Mikkel Dahl-Jessen (SAK77)
Anders Lund Hansen (Multiatleterne)
Jacob Simonsen (AGF)
Joachim Weel Rosbo (Bagsværd AC)

Kvinder 
Louise Kunø (Aalborg AM)
Simone Glad (Odense Atletik)
Louise Langelund Batting (Aarhus 1900)
Louise Laursen (AGF)
Sabine Hvam Pedersen (Hvidovre AM) 
Nanna Bagger (Viborg AM)

Herrer 
Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
Michael Nielsen (Sparta)
Johan Damkjær (AGF)
Jesper Faurschou (Herning LK)
Peter Glans (Odense Atletik)

Ledere på turen er Niels Kim Hjort og Per le Fevre

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund