Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 11-08 NM Cross: Dansk trup er den største
NM Cross: Dansk trup er den største
08. november 2013 · Jeppe Weinreich
Lørdag står Island for første gang nogensinde som vært af NM Cross. Dansk atletik er stærkt repræsenteret i Reykjavik og kan meget vel gøre sig gældende i flere af klasserne.
Når det gælder mesterskaber på bane, plejer dansk atletik ikke at syne af så meget i forhold til Sverige og Finland. Ved lørdagens NM Cross i Reykjavik er den regel dog brudt. Mens 21 danske løbere er tilmeldt, stiller de to nordiske konkurrenter blot med 18 - tilsammen. Heraf sender Finland kun fem løbere – alle i den kvindelige juniorklasse.
”Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men vi må bare tage det som en cadeau til os selv,” mener Niels Kim Hjort, der ser frem til mesterskabet, hvor den positive tendens i dansk løb forhåbentlig vil blive bekræftet. ”Løberne i truppen gjorde det alle godt i Middelfart, og jeg forventer også, at de gør det på lørdag.”
To titler at forsvare
Ruten er en næsten flad 1,5 km rundstrækning i en park, hvor underlaget er græs og jord, og selvom den forsvarende mester Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) specielt har vist styrke i kuperet terræn, må han stadig regnes blandt favoritterne. Torsdag indløb der tilmed afbud fra den svenske mester, Mikael Ekvall, som ved de to seneste NM vandt sølv.
Hos kvinderne skal Simone Glad (OA/OGF) forsøge at forsvare den titel, som hun højst overraskende tog i Tårnby i fjor. Med en Louise Kunø (Aalborg AM) i topform ligner det en dansk duo, der kan være med helt fremme.
Jakob Dybdal meldes klar
Stærkest er det danske hold formentlig i den mandlige juniorklasse. Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) og triatleten Anders Lund Hansen (Multiatleterne) viste styrke i Middelfart, hvor Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) grundet knæproblemer ikke var med. Den dobbelte nordiske juniormester på bane er på glædelig vis med igen, og ved den seneste træning så han ifølge Niels Kim Hjort stærkt løbende ud.
Ved NM i Tårnby lå det danske juniorhold til holdsejren hele løbet igennem, men på den sidste omgang faldt de i en meget tæt afgørelse ned på bronzepladsen. Der er med andre ord noget at revanchere. Kun to gange i mesterskabets 16 år lange historie har dansk atletik vundet holdguldet i denne klasse, i 2002 (med bl.a. Jesper Faurschou på holdet) og i Uddevalla for to år siden, hvor Sparta-løberen Jeppe Harboe tog den hidtil eneste individuelle danske sejr i klassen.
Stor islandsk profil
I pigernes juniorklasse stiller Islands store profil Anita Hinriksdottir til start. Selvom den 17-årige ungdomsverdensmester primært er 800 meter-løber, må hun trods alt også regnes for favorit på den 4,5 km lange strækning. For den formodet stærkeste danske junior, Maria Larsen (KIF), bliver det et gensyn med Hinriksdottir, som hun løb mod i det indledende heat ved Ungdoms-VM.
NM Cross 2013 – Reykjavik d. 9. november
Kl. 13:00 Junior K 4,5 km
Kl. 13:35 Junior M 6,0 km
Kl. 14:10 Kvinder 7,5 km
Kl. 15:00 Mænd 9,0 km
(lokal tid – der skal lægges én time til)
Der findes tilsyneladende ingen hjemmeside for NM, men et program kan hentes HER
Af de 22 løbere, som dansk atletik udtog, er der to afbud: Sabine Hvam Pedersen (Hvidovre AM) er til militær-VM, mens Line K. Schulz (AAM) desværre er blevet syg i dagene op til NM og derfor heller ikke stiller op.