Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 11-09 NM Cross: Abdi løber med guldet
NM Cross: Abdi løber med guldet
09. november 2013 · Jeppe Weinreich
Korsør-løberen genvandt lørdag NM Cross i Reykjavik. I alt kunne dansk atletik snuppe fire individuelle medaljer.
På en råkold lørdag i Reykjavik lykkedes det Abdi Hakin Ulad at forsvare sin titel som Nordens bedste crossløber. Den 22-årige Korsør-løber viste sig som den stærkeste på den 9 km lange distance. Mesterskabet blev afgjort i et spurtopgør, hvor den norske mester, Ørjan Grønnevig, blev sat med tre sekunder. Michael Nielsen leverede ligeledes en fremragende indsats, som han kunne krone med en bronzemedalje. Trods to podiepladser måtte Danmark i holdkonkurrencen se sig slået af Norge med bare ét point.
Ruten, der blev løbet på, viste sig at være mere svær og snørklet end forventet, fortæller Niels Kim Hjort, der var meget imponeret over tempoet i herrernes løb.
”Der blev virkelig løbet stærkt. Det var simpelthen et klasseløb,” lyder det fra holdlederen, der samtidig fortæller, at Jesper Faurschou på et tidspunkt måtte springe over en styrtet løber foran sig. ”Det lille uheld bevirker, at Jesper får brudt sin rytme, og det koster os meget vel det manglende point i forhold til holdguldet.”
Ærefuld bronze til Simone
Hos kvinderne kunne Simone Glad ikke forsvare sin titel fra i fjor, men fynboen havde stor ære af den bronzemedalje, som hun nu byttede guldet ud med. Simone satte et højt tempo fra start og var med til at skabe løbet. Først i løbets sidste fase måtte hun slippe den norske og svenske modstander. Louise Kunø kunne ikke leve op til sit flotte løb i Middelfart for to uger siden, og ind næsten et halvt minut foran hende på en flot 6. plads kom i stedet 1900-pigen Louise Langelund Batting.
Triatlet-komet tager sølv
Dagens måske største overraskelse stod Anders Lund Hansen for, da han hos juniordrengene kom ind på 2. pladsen – slået i spurten af nordmanden Erik Udø Pedersen - og dermed vandt NM-sølv i sin blot anden officielle atletikkonkurrence! Triatleten kan såmænd også rejse hjem fra Island med en guldmedalje, eftersom det danske hold levede op til favoritværdigheden. Mens Mikkel Dahl-Jessen desværre havde en decideret off-day, så var Jacob Simonsen til gengæld på toppen med en fin 5. plads bare fire sekunder fra bronzen. En anden aarhusianer, Jakob Dybdal Abrahamsen, var holdets tredjemand med en 7. plads. Den gode danske bredde blev understreget af, at halvdelen af top-10 var dansk.
Juniorpiger i skrapt selskab
Eneste klasse, hvor det ikke blev til individuelle medaljer, var hos juniorpigerne. Her er Norden p.t. ganske stærke, og den islandske ungdomsstjerne, Anita Hinriksdottir, endte således bare på en 4. plads.
”De fik en lidt hård medfart. Der bliver fra start lagt hårdt fra land, og det var de ikke lige klar til,” lyder det fra Niels Kim Hjort.
Maria Larsen var bedste dansker på 8. pladsen, mens truppens yngste, 15-årige Alberte Kjær Pedersen, kun var to sekunder efter på 10. pladsen.
Alt i alt blev det altså individuelt til én guld, én sølv og to bronze, mens medaljehøsten rent holdmæssigt løber op i én guld, én sølv og én bronze.
NM Cross 2013 – Reykjavik d. 9. november
Mænd – 9 km
1. Abdi Hakin Ulad, DEN 26,38
2. Ørjan Grønnevig, NOR 26,41
3. Michael Nielsen, DEN 26,54
9. Jesper Faurschou, DEN 27,31
11. Johan Damkjær, DEN 27,45
15. Peter Glans, DEN 28,18
Hold
1. Norge 23 point
2. Danmark 24 point
3. Sverige 42 point
Kvinder – 7,5 km
1. Charlotte Fougberg, SWE 25,41
2. Inger Liv Nielsen, NOR 25,43
3. Simone Glad, DEN 25,51
6. Louise Langelund Batting, DEN 26,18
9. Louise Kunø, DEN 26,45
10. Louise Laursen, DEN 26,47
11.Nanna Bagger, DEN 27,35
Hold
1. Sverige
2. Norge
3. Danmark
Junior M – 6 km
1. Erik Udø Pedersen, NOR 18,16
2. Anders Lund Hansen, DEN 18,17
3. Johansson, SWE 18,28
5. Jacob Simonsen, DEN 18,32
7. Jakob Dybdal Abrahamsen, DEN 18,39
8. Mikkel Dahl-Jessen, DEN 18,50
10. Joachim Weel Rosbo, DEN 19,01
Hold
1. Danmark
2. Sverige
3. Norge
Junior K - 4,5 km
1. Heidi Mårtensson, NOR 15,07
2. Oona Kettunen, FIN
3. Sara Lahti, SWE
8. Maria Larsen, DEN 15,51
10. Alberte Kjær Pedersen, DEN 15,53
11. Josephine Thestrup, DEN 16,06
16. Louise Rode, DEN 16,55
17. Louise Høy Jensen, 16,55
Hold
1. Finland
2. Norge
3. Sverige
4. Danmark