Loading...

Nyheder 2013

Dødsfald: Preben B. Søborg

12. november 2013 · Jeppe Weinreich

Den kendte sportsfotograf og atletikven blev 70.

I mere end 40 år var han på pletten, når dansk atletiks største navne skrev historie. Knivskarpt og levende står billederne tilbage af datidens såvel som dagens store navne. Enten var de signeret ”Sportsfoto” eller blot ”Preben B. Søborg”. Dét var om noget et kvalitetsstempel, og arven efter den topprofessionelle fotograf bliver selvsagt svær at løfte, nu hvor han ikke længere er iblandt os. 

Livskraftig, glad og vital var det indtryk, den tidligere kaster altid efterlod sig til de hjemlige stævner, når han hjemmevant gik på inderkredsen og knipsede med sit kamera og det store, uundværlige objektiv. I mange år var det svært at følge transmissionerne fra VM eller OL uden på noget tidspunkt at fange et glimt af manden med det grå fuldskæg – altid midt i begivenhedernes centrum.

Soeborgashx

Preben B. Søborg - her ved Store DM 2012 sammen med Kim Juhl Christensen. (Michael Hyllested) 

40 års virke
Preben B. Søborg var allerede som fotograf med ved OL 1972 i München, men efter den frygtelige terroraktion havde han fået nok og tog bilen hjem. Heldigvis for atletikken forblev han en fast gæst på de store arenaer de næste 40 år. Hvilken dansk atletikfan har ikke billedet af Jesper Tørring svævende over de 2.25 meter den varme aften i Rom 1974 endnu skarpt i erindring? Et evighedssekund i dansk atletiks historie. Dét foto var naturligvis fra Prebens hånd, ligesom en væsentlig del af billedmaterialet i Peter Bistrups jubilæumsbog, ”Glimt”, ligeledes stammer fra ham. Mange andre idrætsgrene nød også godt af hans arbejde, idet Sportsfoto i tidens løb leverede et væld af fotos til Danmarks Idræts-Forbund. 

Som aktiv var Preben B. Søborg en habil spyd- og hammerkaster, der hele tre gange nåede at vinde Danmarksturneringen med Holte IF. Den tredje sejr – i 1985 – var i øvrigt den seneste gang, at Sparta IKKE vandt. Søborg var ligeledes en dygtig formand for klubben i en række år.

På det private plan var det et slag af de hårde, da hans yngre kone, Birgitte, i februar 2012 måtte give op mod kræften kun 51 år gammel. Senere samme år blev hans eget ellers så robuste helbred svækket. Den 21. april i år fejrede han sin 70 års fødselsdag, men et uheldigt fald efter festen forværrede hans helbred. Store DM 2012 på Østerbro blev den sidste gang, han leverede billeder til denne hjemmeside. De var – som altid – upåklagelige og af høj kvalitet.

Preben B. Søborg udåndede mandag eftermiddag d. 11. november 2013 på Hvidovre Hospital, 70 år gammel. Han efterlader sig fire voksne børn fra to ægteskaber.

Bisættelsen finder sted tirsdag d. 19. november kl. 11 fra Frederiksberg Kirke, Pile Allé 1.

© Copyright Dansk Atletik Forbund