Loading...

Nyheder 2013

IAAF skamroser danske VM-arrangører

19. november 2013 · Jeppe Weinreich

Både Sebastian Coe og IAAF-præsident Lamine Diack var fulde af lovord, da en statusrapport blev fremlagt i Monaco sidste torsdag.

Nok kan der først fældes en endelig dom over IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton, efter at den sidste af de 30.000 løbere er kommet over målstregen på Christiansborg Slotsplads d. 29. marts 2014, men det foreløbige indtryk er til topkarakter. Torsdag var direktør i DAF, Jakob Larsen, sammen med projektleder på VM, Lene Kryger Pedersen på besøg hos IAAF i Monaco for at aflægge en status. Efter den godt 15 minutter lange præsentation af, hvordan forberedelserne skrider frem, var der yderst positiv respons fra de høje herrer i IAAF.

”Tillykke med en fin og meget moderne præsentation. Vi ser frem til København. Vi har været der før, og vi er sikre på, at det bliver noget helt specielt,” lød det fra 80-årige Lamine Diack, som har siddet som præsident i IAAF, siden Primo Nebiolo døde på posten i 1999. 

Diack har erklæret, at han træder af efter VM i Beijing i 2015, og alt taler for, at hans afløser til den tid hedder Sebastian Coe. Lord Sebastian Coe var også til stede ved præsentationen, og han var ligeledes imponeret over, hvad han så:

"You have created a perfect storm, well done!”  lød det fra Coe, der uddybede: “Når vi i sin tid ændrede terminen for VM, var det fordi, vi ønskede at gøre eventen større og bedre. Med jeres flotte arbejde har I hjulpet os med at nå det mål, vi satte os. I er en inspiration for fremtidige arrangører!”

I morgen torsdag er der igen besøg fra IAAF, denne gang er det deres communication manager, Yannis Nikolaou, som bl.a. skal besigtige pressefaciliteterne.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund