Loading...

Nyheder 2013

Favoritsejre i Viborg

01. december 2013 · Jeppe Weinreich

DM CROSS. De var begge udråbt som favoritter, og ingen af dem skuffede. Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) og Simone Glad (OA/OGF) viste sig som de bedste på dagen, da DM Cross søndag blev afviklet i Viborg.

Viborg AM havde etableret en fin og varieret rute til dagens DM Cross, som i kalenderen var at regne som et 2014-mesterskab. Nok skinnede solen på løberne, men en kraftig blæst gjorde det alligevel til en kold omgang. Fra start var Abdi Hakin Ulad med fremme i førerfeltet, som efter én af de i alt fem omgange på hver 2 km var reduceret til ti mand. Én efter én faldt de fra, og med godt 3 km igen kunne Abdi for første gang skabe sig et forspring. De to spartanere Michael Nielsen og Henrik Them lå det meste af løbet side om side med Jesper Faurschou halsende efter dem med en afstand på godt 20 meter, der holdt sig nogenlunde konstant.

I mål kunne Abdi vinde med et solidt forspring på 13 sekunder ned til en stærkt kæmpende Henrik Them (Sparta), der dermed gentog sin sølvmedalje fra DM Cross samme sted i 2010 – fire sekunder foran klubkammeraten Michael Nielsen. Med Jeppe Harboe på 8. pladsen sikrede Sparta sig holdsejren og pladsen til næste års Europa Cup.

Unge talenter udgik 

Det lokale håb Thijs Nijhuis (Viborg AM) var stadig påvirket af en lang rejse fra USA og udgik efter godt 4 km efter at have været med helt fremme indtil da. Et andet stort talent, som ikke fuldførte, var Mikkel Dahl-Jessen (SAK77). Den unge løber – som alligevel ikke kunne løbe med i junior-DM, eftersom det var et 2014-mesterskab - gjorde det efter 8 km, mere eller mindre planlagt for at koncentrere sig om EM, hvor juniorerne kun løber 6 km. Indtil da havde han været med helt fremme og vist, at EM-formen er på plads. Dagens positive indslag var Peter Glans (OA/OGF) og Morten Fransen (Aarhus 1900), der kom ind efter de fire etablerede navne som hhv. 5 og 6. Også den 18-årige AGF'er Jacob Simonsen (foto th) imponerede med en 9. plads og sejren i juniorklassen. Men dagens mand var naturligvis Abdi Hakin Ulad.

”Det her DM er ét, som jeg gerne vender tilbage til hvert år," lød det fra Korsør-løberen med henvisning til den unikke tradition, som knytter sig til mesterskabet. Men ellers har dagens vinder fortsat fokus på EM Cross næste søndag i Beograd, hvor målet er en medalje i U23-klassen. 
 
"Præstationen i dag styrker mig kun i troen på, at jeg kan gøre det godt i Serbien," siger han.

Simone satte tingene på plads 
Kvinderne, der startede en time efter mændene, lagde ud i et beskedent tempo. Således skulle man frem til den femte af de i alt otte kilometer, før der kom lidt spredning i feltet. Det var som ventet Simone Glad og Louise Kunø (Aalborg AM), som trak fra, mens de to orienteringsløbere fra AGF, Maja Alm og Emma Klingenberg fulgte godt med. Med bare 500 meter tegnede det til en tæt dyst mellem de to førstnævnte, men på den sidste bakke før opløbet ”satte” Simone sin konkurrent og vandt fortjent. Kunø kunne dermed bytte sidste års bronze ud med én medalje af sølv, mens Maja Alm vandt bronze foran Louise Langelund Batting (1900). Emma Klingenberg – der før dagens løb kun stod registreret med én eneste start tilbage i 2010 og dengang for SAK77 – tabte pusten på den sidste omgang, men fik alligevel løbet en flot 8. plads hjem. Sammen med Zenia Mogensen på 12. pladsen genvandt AGF dermed holdtitlen. I Cross Challenge-sammenhæng har tre forskellige klubber (Aarhus 1900 & Køge Atletik)nu vundet de første tre runder.

Hos juniorerne viste Maria Larsen (KIF) igen, at hun også kan begå sig på de længere distancer. Med en samlet 7. plads vandt hun juniortitlen med et forspring på 27 sekunder ned til Josephine Thestrup (Sparta).

4. runde af Cross Challenge bliver DM Cross på den korte distance. Dét mesterskab afvikles i Odense d. 25. januar.

DM Cross (lang distance) - Viborg d. 1. december

Mænd 10 km
1. Abdi Hakin Ulad, Korsør AM 31:47
2. Henrik Them, Sparta 32:00
3. Michael Nielsen, Sparta 32:04
Hold
1. Sparta 1:37,06
2. AGF 1:39,02
3. Aarhus 1900 1:39,32

Kvinder 8 km 
1. Simone Glad, Odense Atletik 29:31
2. Louise Kunø, Aalborg AM 29:41
3. Maja Alm, AGF 29:50
Hold
1. AGF 1:31,09
2. Aarhus 1900 1:32,00
3. Sparta 1:32,57

Junior M 10 km 
1. Jacob Simonsen, AGF 33:10
2. Joachim Weel Rosbo, Bagsværd AC 34:49
3. Bo Sander Tønnesen, Aarhus 1900 34:54
Hold
1. Bagsværd AC 1:53,41

Junior K 8 km 
1. Maria Larsen, KIF 30:14
2. Josephine Thestrup, Sparta 30:41
3. Louise Rode, Blovstrød 31:27
Hold
1.Sparta 1:36,12

Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund