Loading...

Nyheder 2013

EM Cross: Dansk trup udvidet med to

02. december 2013 · Jeppe Weinreich

Gode præstationer ved søndagens DM Cross har udløst to ekstra EM-billetter.

Henrik Them (Sparta) og Peter Glans (OA/OGF) blev i dag mandag officielt føjet til den danske trup til EM Cross næste søndag i Beograd. Med udtagelsen er holdet dermed oppe på i alt 18 løbere. Begge løbere bekræftede i Viborg med hhv. en sølvmedalje og en 5. plads, at formen er god. 

Mens 31-årige Them selvsagt løber med hos seniorerne har Peter Glans alderen til at være med i U23-klassen, hvor dansk atletik i forvejen er repræsenteret ved Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) og Thijs Nijhuis (Viborg AM).

For Henrik Them bliver det et gensyn med EM Cross efter flere års pause. Han deltog således i Bruxelles 2008 og Dublin 2009, mens Peter Glans var med i juniorklassen i Velenje 2011 såvel som Budapest 2012.

Af de allerede 16 udtagne atleter var alle med i Viborg - med undtagelse af sidste års sølvvinder, Louise Laursen (AGF), der grundet sygdom måtte melde afbud. Hun forventes dog at være med, når det danske hold på fredag flyver til Serbien.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund