Loading...

Nyheder 2013

EM Cross: Styrt sendte Abdi ud af kampen

08. december 2013 · Jeppe Weinreich

Det blev ikke som håbet til en topplacering for Abdi Hakin Ulad, der undervejs blev væltet af en konkurrent.

På forhånd var der knyttet visse forhåbninger til en dansk topplacering i U23-klassen ved EM Cross i Beograd, men det håb blev knust, da Abdi Hakin Ulad blev skubbet omkuld efter godt 6 km. Korsør-løberen kom op på benene igen med flere rifter efter konkurrenternes pigsko, men løbet var desværre kørt, og dybt skuffet fik han kæmpet sig i mål på en 23. plads. Indtil styrtet havde han været med helt fremme i feltet, som lagde forholdsvis langsomt ud, inden det efter godt 5 km blev ”sprængt”.

”Abdi er selvfølgelig dybt skuffet lige nu. Da han styrtede sidste år, var det måske på grund af manglende rutine. Men i dag er det bare rent uheld,” lyder det fra holdleder Niels Kim Hjorth, der ikke vil spekulere i, hvad det kunne være blevet til, om ikke uheldet havde været ude for andet år i træk. 

De to andre danskere i klassen, Thijs Njhuis og Peter Glans, sluttede som hhv. nr. 36 og 50 i det 87 mand store felt, og det er ifølge holdlederen en absolut godkendt præstation.

To andre styrt 
Abdi var ikke den eneste dansker, som fik sig nogle knubs undervejs på den lidt plørede og snørklede rute. I pigernes juniorklasse blev Line K. Schulz således fældet og slog sit hoved i styrtet. Hun gennemførte dog og kom i mål noget groggy på en næstsidste plads. Ellers var lyspunktet her Maria Larsen, som indtil denne sæson aldrig rigtig har gjort sig bemærket i crossløb. Søndag sluttede den 17-årige KIF’er som nr. 28 blandt i mange tilfælde to år ældre konkurrenter. Ser man isoleret på de 16-17 årige, var hun den ottendebedste. Den tredje dansker her, Josephine Thestrup, løb også det, hun kunne, og sluttede som nr. 59.

Stærk præstation af Anders Lund Hansen 
Efter juniorpigerne var det drengenes tur, og her var det – igen – det helt nye navn Anders Lund Hansen, som imponerede mest med en 30. plads blandt 114 startende, mens Jacob Simonsen som nr. 42 placerede sig i den bedste halvdel. Jakob Dybdal Abrahamsen måtte som Abdi og Schulz også ned at bide i græsset i et dramatisk styrt i starten af løbet, hvor han fik indtil flere konkurrenters pigsko at mærke på kroppen. Han sluttede på en 82. plads. Mikkel Dahl-Jessen havde ikke nogen god dag og sluttede helt nede som nr. 101. Dermed blev det Joachim W. Rosbo, der som fjerdemand var med på det danske hold, som sluttede på en 14. plads ud af 21 nationer – foran Sverige og dermed bedste nordiske land.

Henrik Them – bedste dansker
Hos seniorerne placerede Henrik Them sig præcist i midten med en 41. plads ud af 81 deltagere, mens Michael Nielsen fulgte efter ti sekunder senere på en 48. plads – yderligere et halvt minut foran Jesper Faurschou. De to førstnævnte løbere lagde ifølge Niels Kim Hjorth måske en anelse for forsigtigt ud. Til gengæld kunne de på den sidste opløbsstrækning avancere flere placeringer.

Simone Glad deltog i U23-klassen sidste år. I år var hun så med hos seniorerne og løb med en 47. plads op til sit bedste. Herefter fulgte de tre gange Louise: Batting fem sekunder foran Kunø og Laursen lidt længere nede på en 62. plads. Det placerede holdet på en 9. plads – ud af ti nationer.

EM Cross – Beograd, Serbien d. 8. december 2013

Mænd senior – 10 km
1. Alemayehu Bezabeh, ESP 29:11
2. Polat Kemboi Arikan, TUR 29:32
3. Andy Vernon, GBR 29:35
41. Henrik Them, DEN 30:45
48. Michael Nielsen, DEN 30:55
57. Jesper Faurschou, DEN 31:26
(i alt 81 til start)

Kvinder senior – 8 km 
1. Sophia Duarte, FRA 26:34
2. Gemma Steel, GBR 26:39
3. Dulce Félix, POR 26:41
47. Simone Glad, DEN 28:33
54. Louise L. Batting, DEN 29:01
56. Louise Kunø, DEN 29:06 
62. Louise Laursen, DEN 29:35
(i alt 74 til start)

Hold 
1. Storbritannien 35
2. Frankrig  54
3. Spanien 61
9. Danmark 219
(ud af 10 hold)

U23 M – 8 km 
1. Pieter-Jan Hannes, BEL 24:02
2. Mitko Tsenov, BUL 24:07
3. Nemenja Cerovac, SBR 24:08
23. Abdi Hakim Ulad, DEN 24:43
36. Thijs Nijhuis, DEN 24:55
50. Peter Glans, DEN 25:16
(i alt 87 til start)

Junior K - 4 km 
1. Emelia Gorecki, GBR 13:06
2. Sofia Ennaoui, POL 13:16
3. Marusa Mismas SLO 13:27
28. Maria Larsen, DEN 14:01
59. Josephine Thestrup, DEN 14:32
106. Line K. Schulz, DEN 15:58
(i alt 107 til start)

Junior M - 6km
1. Ali Kaya, TUR 17:49
2. Isaac Kimeli, BEL 17:51
3. Mikheil Strelkov, RUS 18:05
30. Anders Lund Hansen, DEN 18:45
42. Jacob Simonsen, DEN 18:58
82. Jakob Dybdal Abrahamsen, DEN 19:40
94. Joachim Weel Rosbo, DEN 20:01
101. Mikkel Dahl-Jessen, DEN 20:20
(i alt 114 til start)

Hold 
1.Frankrig 48
2. Rusland 51
3. Italien 55
14. Danmark 248
(ud af 21 hold)

Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund