Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 12-29 Unge talenter greb den sidste chance
Unge talenter greb den sidste chance
29. december 2013 · Jeppe Weinreich
Mens hækkeløber Andreas Martinsen fik en sæsonstart på det jævne, lyste flere unge talenter op ved søndagens stævne i Aarhus, som vanen tro bød på et par ungdomsrekorder – og endnu et superstød af norske Marcus Thomsen.
Med 8,09 sek. - og 8,11 sek. i et senere revancheheat på 60 meter hæk - blev det ingen superåbning af sæsonen for Andreas Martinsen. Den danske rekordholder ramte ikke rytmen i nogen af de to løb, men viste i et mellemliggende heat på 50 meter hæk, at han er væsentlig bedre, end førnævnte tider indikerer. Her stemte tingene bedre, og i mål fik han noteret 6,87 sek. – 0,07s fra hans egen danske rekord fra februar 2012. I revancheheatet blev han presset stærkt af træningskammeraten Christian L. Nielsen (1900), som efter at være styrtet i det første heat revancherede sig med ny PR 8,17 sek.
Marcus Thomsen - 18.66 meter
Ellers var det igen den blot 15-årige Marcus Thomsen (1900), som imponerede i kuglestød. I tredje runde sendte den norske gut således 4 kg-kuglen ud på 18.66 meter – over to meter længere end den danske rekord i aldersklassen! (JP Aarhus tegnede i forgårs et lille portræt af Marcus – læs det HER.)
To danske ungdomsrekorder
Mens førnævnte stød ikke kan anerkendes som ungdomsrekord grundet manglende dansk statsborgerskab, så var der ikke noget i vejen med to andre rekorder. Peter Andersson (Greve IF) havde taget turen fra Sjælland for at få ram på 14-års rekorden på 60 meter, og det lykkedes i første forsøg med tiden 7,37 sek. – 0,04s hurtigere end Simon Hansens vindertid fra DMU-inde 2012.
Dagens anden rekord faldt i stangspring, hvor 15-årige Josephine Skipper (Randers Freja) på flot vis kom over højden 3.60 meter i sit andet forsøg.
Et andet flot resultat stod højdespringer Jonas Kløjgaard Jensen (1900) for, da han i stævnets sidst afviklede øvelse kom over 2.05 meter – ny personlig rekord indendørs.
Sidste Chancen 2013 – Aarhus, d. 28. december
Resultatliste
Dagens hurtigste tider på 50 og 60 meter blev opnået af:
Kvinder: Annelouise Villum Jensen (1900) 6,80s & Louise Østergaard (Rdrs. Freja) 7,86s =PR (revancheheat)
Mænd: Amar Krso (1900) 6,13 PR & 7,13 sek. PR