Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 01-07 Atletikhal indviet med manér
Atletikhal indviet med manér
07. januar 2014 · Jeppe Weinreich
Borgmesteren i Aalborg klippede søndag snoren over, da byens nye atletikhal officielt blev indviet.
Godt 300 personer var mødt op, da Aalborg Atletikhal søndag blev officielt indviet. Som en optakt dannede byens socialdemokratiske borgmester Thomas Kastrup-Larsen front, da 70-80 af AAM’s egne medlemmer løb i flok fra Skovdalen Stadion og hen til Gigantium, hvor den nye hal er placeret.
Efter en række taler deltog borgmesteren i et prominent 60 meter-heat, hvor også nogle af sponsorerne deltog. De måtte dog alle se sig klart slået af klubbens egen Benjamin Lobo Vedel.
Det var selvsagt en glad formand, Finn Yde, som efterfølgende udtalte sig til TV2 Nord, der naturligvis var mødt op for at dække den vigtige dag for ikke bare AAM, men også dansk atletik generelt.
”Det er jo helt fantastisk. Når man ser på kommentarerne på vores facebookside, så er det lige før, man kan se tårerne trille ned af kinderne fra de glade folk, der føler, at nu er vi nået i mål, så det er perfekt.”
Atletikken har været nedprioriteret
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen medgav, at atletikken i den nordjyske by har været nedprioriteret i flere år. Med med etableringen af hallen er der endelig sket noget.
”Det er fordi, de præsterer rigtig mange flotte resultater, og så har vi manglet den her facilitet i mange år. Vi går jo ind for, at vi har hal og faciliteter til alle sportsgrene. Der må man sige, at atletikken har været nedprioriteret i en årrække. Nu er det lykkedes, og det er jeg super glad for,” lød det.
DAF-formand Karsten Munkvad havde også taget turen til Aalborg for at medvirke i festlighederne, og ud over at tage den fine hal i øjesyn, forlyder det, at han fik borgmesteren overtalt til at løbe med ved IAAF/AL Bank VM Halvmaraton om små tre måneder.
Se et indslag fra TV2 Nord her
Se Ole Ugilt Larsens fotos her