Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 01-16 489 atleter gæster Ballerup i weekenden
489 atleter gæster Ballerup i weekenden
16. januar 2014 · Jeppe Weinreich
De Østdanske Ungdomsmesterskaber (ØDMU-inde) oplever fortsat fremgang i antallet af deltagere. Men også lørdagens Mini-stævne i Skive har med 323 deltagere vokseværk.
Traditionen tro byder Ballerup AK førstkommende weekend velkommen til dette års Østdanske Ungdomsmesterskaber. Antallet af deltagere er steget stille, men sikkert fra 412 unge atleter i 2011 til sidste års 467 og altså nu hele 489 atleter i alderen fra 10-19 år. Tilsammen udgør det 1171 starter, og lægger man semifinaler og finaler til, bliver det tal selvsagt endnu større, selvom den ældste gruppe (18-19 år) fylder meget lidt i forhold til de yngre klasser.
Som i fjor er 27 klubber repræsenteret. Sparta stiller med hele 142 deltagere, mens arrangørklubben er næststørst med 52 navne, efterfulgt af KIF med 41 atleter. Mest populære øvelse er de 14-15 årige pigers 60 meter, som har 48 tilmeldt.
Mini-stævne har vokseværk
Selvom den vestdanske ungdom først har sit mesterskab om to uger i Aarhus, betyder det bestemt ikke, at weekenden er uden konkurrencemuligheder. Skive AM’s Mini-stævne har nemlig oplevet så stort vokseværk, at navnet ikke rigtig lever op til selve arrangementet. Således er der her 323 deltagere med, og for manges vedkommende handler det om at udnytte muligheden for at få en officiel tid på de indendørs løb fra 200 meter og opefter – hvad der som bekendt ikke er muligt i Ballerup Super Arena, hvor banen måler 225 meter.
På startlisten finder man bl.a. Morten Dalgaard Madsen (Skive AM) på 60 meter samt Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) på både 200 og 400 meter. Aarhus 1900 er med 151 starter stærkest repræsenteret, efterfulgt af Aalborg AM og Skive AM med hhv. 105 og 91.