Trajkovski åbner med 7.35m – Morten Jensen med 7.27m
18. januar 2014 · Jeppe Weinreich
Andreas Trajkovskis debut i USA blev hans bedste sæsonåbning nogensinde.
Med 7.35 meter og en andenplads fik Andreas Trajkovski (KIF) en udmærket USA-debut, da han natten til lørdag dansk tid sprang længdespring ved universitetsstævne i Lincoln, Nebraska.
20-årige Trajkovski nåede de 7.35 meter i sit første forsøg – uden at røre planken. Herefter fulgte fire ugyldige forsøg, inden han igen havde et undertrådt spring på 7.35. I 2012 og 2013 åbnede han sæsonen på nogenlunde samme tidspunkt med hhv. 7.30 og 7.31 meter, så der var reelt tale om den bedste åbning nogensinde. Det rakte til en andenplads efter tyskeren Patrick Raedler (Nebraska), som fik noteret 7.58 meter.
I Huddinge i Sverige kunne Morten Jensen vinde med beskedne 7.27 meter. Ifølge træner Leif Dahlberg er kapaciteten dog til en del mere, hvilket nogle overtrådte forsøg viste.
Resultatlister
Holiday Inn Invitational – Lincoln, Nebraska (USA) 17. januar 2014
Scandic Indoor Games – Huddinge (SWE) 17. januar 2014