Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 01-19 Växjö 2. dag: Ekelund sætter PR på 200 meteren
Växjö 2. dag: Ekelund sætter PR på 200 meteren
19. januar 2014 · Jeppe Weinreich
Nick Ekelund-Arenander (KIF) understregede på andendagen af Best Western Games i Växjö, at formen er i top med 21,42 sek. på 200 meter.
Efter lørdagens 400 meter, hvor et alt for stærkt udlæg måske kostede en dansk rekord på 400 meter, fik Nick Ekelund-Arenander søndag på den halve distance en anderledes succesoplevelse. Med tiden 21,42 sek kunne han nemlig skære 0,16 sek. af den PR, han satte ved samme stævne for et år siden. Det er præcis et kvart sekund fra Morten Jensens danske rekord.
"Det viser bare, at hans form ER god lige nu. Han skal bare have hovedet med," lyder det fra træner Christian Trajkovski, der - ligesom Nick selv - ikke var tilfreds med gårsdagens 400 meter, hvor de første 200 meter blev rundet i for optimistiske 21,8 sekunder, hvilket resulterede i, at han stivnede på den sidste strækning.
VM-kravet ligger med 46,80 sek. lidt under den danske rekord, men både træner og atlet har tænkt sig at bevare roen.
"Vi skal ikke ud at jagte noget krav. Nu skal vi bare hjem og træne frem mod næste weekend i Malmö," siger Trajkovski med henvisning til Pallasspelen, som traditionelt samler en stor del af den danske elite.
Trods den personlige rekord måtte Nick Ekelund-Arenander se sig besejret af svenske Alexander Brorson, der vandt i 21,28 sek.
Tre juniorer viser gode takter
C-heatet blev vundet af junioren Peter Trajkovski (KIF), der med 22,25 sek. satte en stor PR - bare 0,15s fra hans bedste udendørs.
Dansk sejr var der også i længdespring ved Benjamin Gabrielsen (Sparta), som nåede ud på 7.30 meter. En tredje talentfuld junior, Christian Clausen (KIF), fik på 800 meteren noteret 1:54,90 min.
Alle tiders top-5 - 200 meter indendørs
21,17 Morten Jensen, 82 Sparta Göteborg-SWE 190205
21,28 Benjamin Hecht, 78 Sparta Malmö-SWE 200299
21,33 Lars Pedersen, 66 Sparta Göteborg-SWE 190291
21,41 Peter Voigt, 74 Trongården Malmö-SWE 020396
21,42 Nick Ekelund-Arenander, 89 KIF Växjö-SWE 190114