Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 01-20 ØDMU: Rikke Andersen klarer EYOT-krav
ØDMU: Rikke Andersen klarer EYOT-krav
20. januar 2014 · Jeppe Weinreich
Med 1.72m var det unge højdespringstalent én af mange, som gjorde det flot over en travl weekend i Ballerup Super Arena.
For ottende år i træk dannede den flotte Ballerup Super Arena rammerne om årets Østdanske Ungdomsmesterskaber indendørs. Og som altid blev der budt på flere tætte dyster og et væld af personlige rekorder over en lang weekend, hvor Ballerup AK igen stod for et fint og vellykket arrangement.
Lørdag var det Spartas Rikke Andersen (årgang 1998) som stod for en af de bedre præstationer, da hun i højdespring kom over 1.72 meter – helt fri af overliggeren. Dermed lagde hun ikke bare 2 cm til sin PR, men klarede også lige akkurat kravet til European Youth Olympic Trials i Aserbajdsjan.
Søndag var det et andet springtalent fra Sparta, Kirstine Odgaard Herr (1997), som imponerede ved at klare 3.60 meter i stangspring. Grundet en skade var hun væk hele udendørssæsonen, men har nu siden december lagt 30 cm til sit personbedste. Kravet til førnævnte trials i Baku lyder på 3.72 meter.
Weekendens eneste ungdomsrekord faldt lørdag, da Thea Jensen (Hvidovre AM) i kuglestød med 13.64 meter (3kg) lagde 15 cm til sin egen rekord.
25 klubber kom på skamlen
Weekendens store medaljesluger var Ida Beiter Bomme (Sparta), der i 13-års klassen vandt fire guld og en bronze, men også mellemdistanceløberen Victor Thomsen var hos de 14-15 årige med tre sejre på distancerne 800, 1500 og 3000 meter godt med. Dermed bidrog han stærkt til, at hans klub Amager AC i medaljestatistikken lige akkurat kunne blive næstmest vindende klub foran Greve Atletik. Sparta var med 150 medaljer totalt dominerende, men faktisk lykkedes det 25 klubber at hente medalje.
Om to uger er det så den vestdanske ungdoms tur til at dyste. Det sker i Marselisborghallen i Aarhus, hvor mesterskaberne (tidligere JM) har været afviklet hvert år siden 70’erne.
Østdanske Ungdomsmesterskaber – Ballerup, d. 18.-19. januar 2014
Resultatlister, medaljestatistik m.v.