Loading...

Nyheder 2014

Danske topnavne til start i Malmø

24. januar 2014 · Dansk Atletik Forbund

Traditionen tro er der stort dansk opbud ved weekendens Pallas Spelen.

Nok har der været flere stævner i den seneste tid, men i morgen lørdag går først for alvor den indendørs sæson i gang. En række af dansk atletiks topnavne har meldt deres ankomst i Atleticum i Malmø, og det tegner rigtig interessant.

Nogle af de forventede højdepunkter:

Lørdag

Trespring M
Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) er netop vendt hjem fra en vellykket træningslejr i Sydafrika. Han meldes i god form og er stærkt opsat på at revanchere sig for en mindre god 2013-sæson. Hans gamle rival, Anders Møller (Sparta), hvis danske rekord på 17.01 meter (2006) som bekendt er sat i Atleticum, er naturligvis også med. Stævnerekorden tilhører dog Peder med 16.43 meter (2011).

400 meter M & K
Nick Ekelund-Arenander (KIF) viste topform i Växjö sidste weekend med PR på 200 meteren. I fjor satte han den gældende stævnerekord på 400 meter med 47,41 sek. Den kunne meget vel ryge sig en tur lørdag. Hos kvinderne finder man på startlisten stortalentet Anne Sofie Kirkegaard (Sparta), der i Ballerup sidste weekend satte PR på 60 meter.

Søndag

60 meter hæk M 
Pallas Spelen bliver Andreas Martinsens (Aarhus 1900) anden start i år. Med sig har han klubkammeraten Christian L. Nielsen og – ikke mindst – de to stærke svenskere Philip Nossmy og Alexander Brorson.

Kuglestød K & M 
Hos kvinderne støder den danske rekordholder Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) for første gang i år. Det samme er tilfældet med Nick Petersen (Sparta) hos mændene.

Højdespring M 
Stortalentet Jonas Kløjgaard (Aarhus 1900) får her sin sag for, når han møder ingen ringere end VM-sølvvinderen og 2.40-springeren, Mutaz Essa Barshim fra Qatar. 

200 meter M 
Nick Ekelund-Arenander (KIF) mod Andreas Martinsen (Aarhus 1900) bliver en gentagelse af finalen fra DM i Aalborg, hvor begge løb sig ind i alle tiders top-10. Sidst Martinsen løb 200 meter indendørs, var ved Pallas Spelen for fem år siden, hvor han satte sin gældende PR med 22,08 sek.

800 meter K
Favoritdisciplinen 400 meter hæk må vente til sommer for Stina Troest (Amager AC), der i stedet stiller op på 800 meter, hvor hun sidst i september sluttede sæsonen af med flotte 2:04,29 min. Det var netop ved Pallas Spelen i fjor, at hun for første gang prøvede kræfter med distancen.

Længdespring M
9 ud af de 10 seneste gange (i 2006 stillede han ikke op) har Morten Jensen (Sparta) vundet Pallas Spelen. I år har han dog valgt Malmø fra og i stedet prioriteret Gugl Indoor i Linz næste torsdag højere. Med er i stedet Benjamin Gabrielsen (Sparta), som interessant nok møder Peder P. Nielsen, der ikke har sprunget længde siden DT-finalen 2012 – og indendørs ikke siden DM-inde i 2010.
  
Mange andre navne er ikke nævnt. Se dem alle på startlisterne på stævnets hjemmeside

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund