Loading...

Nyheder 2014

Thijs triumferer i Odense – Simone må nøjes med bronze

25. januar 2014 · Jeppe Weinreich

Lørdagens DM Cross på den korte distance bød ikke på de bebudede favoritsejre, men til gengæld på seværdige dyster i begge klasser. På hjemmebanen i Odense måtte de to seneste års mestre, Simone Glad, tage til takke med bronze, mens Thijs Nijhuis spurtbesejrede Michael Nielsen i herrernes løb, hvor der var indløbet afbud fra Abdi Hakin Ulad.

Cross – og specielt den korte distance – kan byde på overraskelser. Det var bestemt tilfældet i Odense lørdag, hvor Kollegieparken på en ubehageligt kold dag dannede ramme om årets DM Cross på den korte distance. Her gjaldt de to seneste års mester, Simone Glad (OA/OGF), som storfavorit på sin hjemmebane, men i sidste ende måtte hun nøjes med bronze klart besejret af Maja Alm (AGF) og Louise Langelund Batting (Aarhus 1900) med hhv. 16 og 5 sekunder.


I starten af løbet forsøgte Simone Glad ellers at trække fra, men hun måtte hurtigt sande, at en stærkt løbende Maja Alm ikke lige var sådan til at sætte. Alm fortsatte bare, og før den sidste af de tre omgange havde orienteringsløberen skabt et lille forspring, som kun blev udbygget.  


Dermed kunne Alm gentage sin sejr fra 2011, mens Louise Langelund Batting for første gang nogensinde besejrede Glad. Først et pænt stykke efter de tre medaljetagere fulgte to andre orienteringsløbere fra AGF – Signe Søes og Zenia Mogensen – der med 4. og 5. pladsen sikrede AGF holdsejren. Af de 14 første løbere kom de 11 fra en aarhusiansk klub!

Thijs sejrer i seværdig dyst
Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) gjaldt om muligt som en endnu større favorit i mændenes løb, men problemer med knæene tvang ham til at melde afbud op til løbet. Det åbnede kun op for en flot og seværdig dyst med tre personer i hovedrollerne. 21-årige Thijs Nijhuis (Viborg AM) - netop hjemvendt fra et træningsophold i Kenya – var stærkt løbende og forsøgte et par gange i starten af løbet at rykke fra sine modstandere, men både Michael Nielsen (Sparta) og Jesper Faurschou (Herning LK) formåede hver gang at lukke hullet. Herefter var det, som om Thijs indstillede sig på at få dysten afgjort til sidst, hvorefter han på opløbsstrækningen kunne gå forbi Michael Nielsen, som nu kunne udskifte bronzen fra den lange cross med sølv. Faurschou imponerende igen med sit høje og stabile niveau og vandt en fortjent bronze. Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) lå længe på en 4. plads, men styrtede på den anden omgang. I mål kunne den lokale mellemdistanceløber Andreas Lommer (OA/OGF) snuppe en overraskende 4. plads, mens hans kollega på de kortere distancer, Nick Jensen (Sparta), viste sin vanlige gode finish på en flot 5. plads – med Dybdal som 6’er. Holdsejren gik til Sparta, hvis tredjemand, Jesper Trebbien Andersen kom ind som nr. 8.

Fredericia-pige imponerer
I drengenes juniorklasse var der til gengæld tale om en favoritsejr ved Jacob Simonsen (AGF), mens den hurtigste tid hos pigerne var i 16-17 års klassen, hvor Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri. Team) imponerede med 14:22 min. En tid, som ville have givet en 4. plads hos seniorerne.

DM Kort Cross – Odense, d. 25. januar 2014
Kvinder
1. Maja Alm, AGF 13:55
2. Louise Langelund Batting, Aarhus 1900 14:00
3. Simone Glad, Odense Atletik 14:11
Hold
1. AGF 43:05 
2. Aarhus 1900 44:16
3. AGF II 46:19
Mænd
1. Thijs Nijhuis, Viborg AM 12:08
2. Michael Nielsen, Sparta 12:09
3. Jesper Faurschou, Herning LK 12:12
Hold
1. Sparta 37:10
2. Odense Atletik 37:58
3. Sparta II 38:22
D19
1. Jacob Simonsen, AGF 12:27
2. Emil Holm, Sparta 12:55
3. Bo Sander Tønnesen, Aarhus 1900 13:15
D17
1. Andreas Lindgren, Sparta 12:39
2. Joachim Weel Rosbo, Bagsværd AC 12:52
3. Marc Laursen, Viborg AM 13:19
D15
1. Malthe Nielsen, Sparta 13:55
2. Thor Bendix Madsen, Sparta 13:59
3. Alexander S. Nielsen, Korsør AM 14:18
P19
1. Josephine Thestrup, Sparta 15:05
2. Helene Frasez Sørensen, Aarhus 1900 15:26
3. Benedikte Bangsgaard, Esbjerg AM 16:14
P17
1. Alberte Kjær Pedersen, Fredericia Tri. Team 14:22
2. Dorthe Jørgensen, Kolding KFUM 15:10
3. Louise Rode, Blovstrød 15:23
P15
1. Clara Kall 15:31
2. Anna Mark Helwigh, Sparta 15:45
3. Anne Holm, Sparta 15:57

Alle resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund