Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 01-31 Eliten på turne denne weekend
Eliten på turne denne weekend
31. januar 2014 · Jeppe Weinreich
Mens den største del af ungdommen koncentrerer sig om de hjemlige starter denne weekend, er mange navne fra dansk atletiks satsningsgrupper at finde udenlands. I Göteborg åbner stangspringer Rasmus W. Jørgensen sin sæson, mens Nick Ekelund-Arenander ikke kommer til at savne modstand, når han søndag løber i Moskva.
”Göteborg Inomhus” - 1.-2. februar 2014
Tidligere på sæsonen døjede stangspringer Rasmus W. Jørgensen (Sparta) med sine akillessener, og det forlød, at hans sæson indendørs var i fare. Det går tydeligvis bedre nu, og ifølge startlisten til stævnet i Göteborg åbner Rasmus sæsonen her, hvor stangspringskollegaerne fra Sparta, Caroline Bonde Holm og Mikkel M. Nielsen også er med. Peder P. Nielsen (1900) deltager i trespring, mens Trine Mulbjerg (1900) i kuglestød skal forsøge at følge op på sin under én uge gamle danske rekord. Desuden mange andre danske navne på den omfattende startliste.
”Raka Spåret” - Sätra 1. februar 2014
Efter 19.25 meter i Växjö for to uger siden støder Kim Juhl Christensen (Sparta) for anden gang i år.
”Russian Winter”, IAAF Permit – Moskva 2. februar 2014
Årets første to 400 meter-løb bød ikke på nævneværdig modstand for Nick Ekelund-Arenander (KIF). Det bliver IKKE tilfældet i hans russiske start søndag, hvor tre af konkurrenterne i sidste sæson havde en hurtigere tid end Ekelunds danske rekord på 45,50 sek.
12. FLA-meeting – Kirchberg, Luxembourg 1. februar 2014
Også Stina Troest (Amager AC) kan ligeledes se frem til modstand på 800 meter ved lørdagens stævne i Luxembourg.
Tennessee State Invitational - Nashville 1. febuar 2014
Efter en lovende 3000 meter sidste weekend er Ole Hesselbjerg (Sparta) igen klar til at tørne ud for sit universitetshold fra Eastern Kentucky.
Europa Cup Cross – Albufeira (POR) 2. februar 2014
Årets E-cup i cross bliver med danske øjne et rent aarhusiansk anliggende. Hos mændene og kvinderne er dansk atletik repræsenteret ved AGF. Den nykårede danske mester i kort cross, Maja Alm, figurerer ikke i klubbens startopstilling. Hos de mandlige juniorer er det Aarhus 1900, som er den danske repræsentant, mens der ikke er dansk deltagelse hos juniorpigerne.