Loading...

Nyheder 2014

Fulde huse i Aarhus og Snekkersten

31. januar 2014 · Jeppe Weinreich

Med 790 starter bliver weekendens Vestdanske Ungdomsmesterskaber i Aarhus det bedst besøgte i mange år. Også 2. runde af Kronborg Games tegner til at blive lige så god som den første.

Årets højdepunkt i Marselisborghallen skydes i gang i morgen lørdag. Der er naturligvis tale om de Vestdanske Ungdomsmesterskaber, som er blevet afviklet i samme hal hvert eneste år siden 70’erne. 

Efter støt fremgang i deltagelsen de senere år lignede det før sidste tilmeldingsfrist status quo, men i sidste ende når tallet for weekendens store arrangement op på 790 starter, hvilket er tre flere end i fjor. I 2012 var tallet 754, mens det eksempelvis i 2009 var på 630.

Det er Aarhus 1900, der for femte år i træk er vært, og arrangørklubben er også på startlisten stærkest repræsenteret, bl.a. med Jonas Kløjgaard i højdespring (18-19) og Marcus Thomsen i kuglestød (16-17). Samlet set er der størst deltagelse hos pigerne, hvor 14-15 års klassen fylder mest. Her er der på 60 meteren tilmeldt ikke færre end 47 deltagere.

Kronborg Games 2. runde
Den østdanske ungdom havde som bekendt sit mesterskab for to uger siden i Ballerup. Denne weekend kommer det for deres vedkommende til at foregå i Snekkersten, hvor 2. runde af Kronborg Games finder sted. Den første runde for tre uger siden satte deltagerrekord, og tilmeldingen ser også fin ud denne gang.

”I øjeblikket er der ca. 380 deltagere tilmeldt, som skal dyste i næsten 1000 starter. Dermed er stævnet næsten lige så stort som for tre uger siden, og det glæder os naturligvis,” lyder det fra Thorbjørn Strand fra den arrangerende klub Helsingør IF.

Vestdanske Ungdomsmesterskaber – Aarhus, d. 1.-2. februar 2014

Kronborg Games – Snekkersten, d. 1. februar 2014

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund