Loading...

Nyheder 2014

Nick er VM-klar efter supertid

06. februar 2014 · Jeppe Weinreich

46,31 sek.! Jo, den er god nok. Nick Ekelund-Arenander skar torsdag aften i Stockholm over et halvt sekund af sin danske rekord.

Med en uhørt stor forbedring af den danske rekord sikrede 400-meter-løber Nick Ekelund-Arenander sig torsdag aften en billet til inde-VM i næste måned. Tiden 46,31 sek. – en forbedring af hans egen danske rekord fra i fjor med over et halvt sekund – gav det danske sprinterhåb en 3. plads i en stærkt besat A-finale ved XL-Galan i Stockholm.  

Vinder blev den regerende europamester inde såvel som ude, tjekken Pavel Maslak, i en tangering af hans egen tjekkiske rekord 45,66 sek. Det blev dog til en god skalp for danskeren, der besejrede den regerende verdensmester indendørs, Nery Brenes fra Costa Rica. Med tiden indtager Nick en delt 8. plads på årets verdensrangliste.

Den nye danske rekord kom uventet for de fleste iagttagere. Så sent som søndag var Ekelund-Arenander i Moskva med 47,66 sek. langt fra VM-kravet, som lyder på 46,80 sek.

Den 25-årige rekordholder, der løber for Københavns IF, er den foreløbig eneste kvalificerede dansker til VM, som foregår i Sopot, Polen 7.-9. marts.

XL-Galan – Stockholm d. 6. februar 2014 
400 meter A-finale
1. Pavel Maslak, Tjekkiet 45,66 sek. =NR
2. Luguelin Santos, Den Dominikanske Republik 45,89 sek. NR
3. Nick Ekelund-Arenander, Danmark 46,31 sek. DANSK REKORD
4. Nery Brenes, Costa Rica 46,62 sek.

De seneste rekordforbedringer på 400 meter indendørs 
47,38s Christian Birk (Sparta) – Stockholm 15/2-2001
47,04s Jacob Riis (Sparta) – Wien 16/2-2010
47,01s Nick Ekelund-Arenander (KIF) – Skive 25/2-2012
46,96s Nick Ekelund-Arenander (KIF) – Växjö 19/1-2013
46,85s Nick Ekelund-Arenander (KIF) – Norrköping 17/2-2013
46,31s Nick Ekelund-Arenander (KIF) - Stockholm 6/2 - 2014

© Copyright Dansk Atletik Forbund