Loading...

Nyheder 2014

Martinsen nærmer sig den danske rekord

13. februar 2014 · Jeppe Weinreich

Med 7,89 sek. præsterede hækkeløberen torsdag i Aarhus den hurtigste tid af en dansker i knap 18 år.

Claus Hirsbros 18 år gamle rekord på 60 meter hæk er snart moden til at blive slettet. Og manden, der skal gøre det, er naturligvis Andreas Martinsen. Ved torsdagens Vintersprint i Marselisborghallen kom 1900-løberen med tiden 7,89 sek. nemlig tættere på rekorden end nogensinde før og mangler nu bare 0,05 sek.

Den personlige rekord blev løbet hjem alene i et ekstra heat, efter at han havde vundet det første i årsbedste 7,93 sek. foran klubkammeraten Christian L. Nielsen, som med 8,14 sek. satte en fin PR.



”Topformen begynder at være der. Jeg er begyndt at få en lethedsfølelse nu, efter at vi er stoppet med tung træning,” lyder det fra Martinsen, der også rent konkret har tabt sig et par kilo. ”Rammer jeg det rigtige løb, så bliver det rigtig stærkt.”

Og dét løb kunne måske komme allerede på lørdag i Göteborg, hvor han ved ”RødBlå Vinter” i modsætning til i dag bliver stærkt matchet. Med et ekstra revancheheat er han her også sikker på to løb. Det bliver imidlertid ikke tilfældet ved DM-inde i Skive, hvor der langtfra er nok tilmeldte til at løbe indledende heat. Altså i alt tre løb resterer der. Tre chancer.

”Det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere med i Skive, men jeg må jo bare sætte mig ekstra op så,” siger Martinsen, som stadig har fokus på VM-kravet på 7,74 sek. 

Og den danske rekord, står den stadig efter denne sæson?
”Det håber jeg ikke!”

Dansk årsbedste på kvindernes 60 meter – med og uden hække
Traditionelt bliver der sat en masse personlige rekorder ved Vintersprint, og i år var ingen undtagelse. På kvindernes 60 meter kunne Mathilde Kramer (AAIG) – efter at være blevet diskvalificeret for en tyvstart i i første omgang – sætte personlig rekord og dansk årsbedste i et revancheheat med tiden 7,68 sek. 

På kvindernes hæk vandt en anden atlet fra Aabenraa, Sophie Roessler, med ny PR 8,86 sek. og slog klart Spartas Thea Haahr. I revancheheatet, som dog var uden Roessler, forbedrede Haahr sig til gengæld til 8,82 sek. - nyt dansk årsbedste. På årets rangliste ligger de fire første nu mellem 8,82 og 8,91 sek. - en DM-finale uden nogen forhåndsfavorit bliver det.

I kuglestød viste Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) igen et stabilt nveau med 15.73 meter, mens stortalentet Marcus Thomsen (Aarhus 1900) med 17.73 (5kg) lige nøjagtig tangerede sin personlige rekord. En anden kuglestøder uden dansk pas – 20-årige Mantas Laurinavicius (1900) fik i sin debut for en dansk klub 7kg-kuglen ud på ny PR 16.32 meter. Litaueren er kommet til Aarhus for at studere og stiller op til DM-inde uden for konkurrence.

Vintersprint – Aarhus d. 13. februar 2014
Resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund