Loading...

Nyheder 2014

Ekelund under VM-krav igen – Traoré klar til Junior-VM

16. februar 2014 · Jeppe Weinreich

Med 46,74 sek. løb Nick Ekelund-Arenander i Göteborg den næsthurtigste 400-meter-tid nogensinde, mens Martha Traoré med 6.19 meter i længdespring satte dansk juniorrekord.

Den største profil ved det kommende DM-inde, Nick Ekelund-Arenander (KIF), fik en god generalprøve på mesterskabet, da han lørdag stillede op ved ”RödBlå Vinter” i Göteborg. Først tangerede han med 21,42 sek. sin PR på 200 meter – med klubkammerat Peter Trajkovski på andenpladsen igen under 22 sek. – 21,97 sek. Senere blev det til endnu en forventet sejr på 400 meter, hvor han blev noteret for 46,74 sek. – en tid, som for ti dage siden ville have været dansk rekord. Og samtidig var han under VM-kravets 46,80 sek. for anden gang denne vinter.


Martha Traoré – 6.19 meter!
Efter en lidt skuffende indsats ved Nordenkampen for nylig fik længdespringer Martha Traoré (Sparta) i den grad revancheret sig, da hun i femte omgang landede ude på 6.19 meter. Det var (1) ny dansk juniorrekord, (2) det længste spring af en dansk kvinde siden Renata Pytelewskas æra – og (3) tre cm over kravet til sommerens Junior-VM i Eugene! At formen er i top, blev bekræftet på 60 meter, hvor hun med 7,73 sek. desuden satte personlig rekord.

På 60 meter hæk havde Andreas Martinsen (Aarhus 1900) håbet på en PR. Det blev det ikke til i denne omgang, hvor han måtte nøjes med 8,01 sek. slået af begge svenskere Nossmy og Tay, mens han med 7,98 sek. i et ekstra heat slog den ene svensker, Marvin Tay. Det var 12. gang i karrieren (og syvende gang i år), at Martinsen var under 8,00 sek.


Comeback til Lasse Larsen 
Ved DM-inde kan Kim Juhl Christensen (Sparta) vinde titlen i kuglestød for ottende gang i træk. Med Nick Petersen (Sparta) på vej tilbage bliver det dog ingen walk-over for Kim. Med 18.55 meter og en andenplads var han i Göteborg kun 23 cm foran Nicks årsbedste på 18.32 meter. Et glædeligt comeback var der her til Lasse Larsen (Sparta), som stødte 15.56 meter – i hans første konkurrence siden september 2010. Lasse stoppede dengang – som kun 20-årig - helt med atletik, men har nu tilsyneladende fundet motivationen igen.

De unge Sparta-talenter Kirstine Odgaard Herr og Mira Guldbrandsen lagde i stangspring begge 2 cm til deres PR ved at klare 3.62 meter.

RödBlå Vinter – Göteborg 15. februar 2014
Resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund