Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 02-21 DM-inde: Kan Kim fortsætte stimen?
DM-inde: Kan Kim fortsætte stimen?
21. februar 2014 · Jeppe Weinreich
Kuglestøder Kim Juhl Christensen kan i weekenden som den eneste gøre rent bord og vinde den syvende titel på stribe i Skive.
I morgen lørdag åbner årets DM-inde for syvende år i træk i Spar Nord Arena i Skive. Ved mesterskabet i fjor stillede tre atleter op, som havde vundet deres favoritøvelse samtlige år siden det første i Skive i 2008: Martin Krabbe (KIF) udbyggede den på 60 meter til imponerende ni titler i træk, mens kuglestøder Kim Juhl Christensen (Sparta) tog sin syvende guld på stribe. På 60 meter hæk kunne Anne Møller (AAIG) ligeledes nå op på syv titler, men hendes stime blev brudt, da hun endte på en 3. plads.
Med Martin Krabbes fravær ligger det fast, at hans enestående sejrsrække stopper her. Det er en tung arv at løfte for en anden jysk sprinter, Morten Dalgaard Madsen (Skive AM). Den første titel er det 18-årige talent dog i det mindste favorit til at tage i weekenden.
Tilbage af de tre i feltet er nu kun kuglestøder Kim Juhl Christensen (Sparta). Han kan dermed vinde for ottende gang i træk – den første i Malmø 2007 og alle de følgende i Skive. Men med Nick Petersen (Sparta) med i feltet bliver han godt matchet.
Morten Jensen kan vinde for 11. gang
Flere titler end de tre førnævnte har længdespringer Morten Jensen (Sparta). En skade pådraget i januar 2008 tvang ham imidlertid til afbud fra det første DM i Skive. Siden dengang har han trukket sig sejrrigt ud af samtlige længdespringsfinaler i Spar Nord Arena – inkl. den flotte finale i 2012, hvor de to juniorer Trajkovski og Thomsen fulgte ham op med hhv. 7.59 og 7.36 meter. 31-årige Jensen vandt allerede i Malmø 2001-03 sine tre første titler, mens John Steffen – dengang Aarhus 1900 – tog guldet i 2004 og 2005. Vinder Morten Jensen igen i weekenden, bliver det altså hans 11. medalje i favoritøvelsen.
Anders Møller – mesteren fra 1999 kan endnu
I mændenes trespring havnede Anders Møller allerede i 1999 øverst på skamlen. Siden har han netop ved DM-inde leveret toppræstationer - med historiens eneste danske 17-meter-spring i Malmø 2006 som højdepunktet. Men faktisk er det kun tre sæsoner siden, at han vandt i Skive med flotte 16.69 meter. Siden 1999 har mesterskabet haft andre vindere fem gange, men selvom 36-årige Møller nu prioriterer trænergerningen højest, så har han faktisk vundet i Skive de seneste tre år i træk. Ligesom Morten Jensen kan han med en ny sejr nå op på sin 11. titel indendørs, men modsat længdespringeren er han ikkeforhåndsfavorit. Det er naturligvis Peder P. Nielsen (Aarhus 1900), som vandt deres seneste indbyrdes opgør i Malmø for en måned siden med mere end en halv meter.