Loading...

Nyheder 2014

DM-inde (3): Dansk rekord i forrygende kuglestødsfinale

23. februar 2014 · Jeppe Weinreich

Trine Mulbjerg fik hård modstand af en Maria Sløk Hansen i hopla, men den danske rekordholder stod for presset og leverede det længste stød af en dansk kvinde nogensinde: 16.69 meter. Også i kvindernes trespring var der usædvanlig højt niveau.

For en måned siden lignede kuglestøder Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) en af de mest sikre vindere af DM-inde. Med de højst overraskende 15.57 meter ved Nordenkampen for nylig meldte Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM) sig imidlertid på banen. Mulbjerg forblev dog favorit f
ør søndagens finale, hvor Sløk åbnede stærkt med et udlæg på 15.29 meter. En mindre sensation lurede, men lige efter svarede Mulbjerg effektivt igen med et stød på 15.60 meter. Hvis nogen troede, at mesterskabet dermed var afgjort, måtte de tro om. For i omgangen efter ramte 30-årige Maria Sløk Hansen plet og brød 16-meter-grænsen som den blot anden danske kvinde nogensinde: 16.12 meter. Værsågod! Det overraskende nederlag lurede igen, men efter 15.73 meter i anden omgang satte Mulbjerg i tredje omgang tingene på plads med 16.69 meter – dansk rekord med 37 cm og også længere end hendes udendørs rekord! Sløk fulgte op med sit næst længste nogensinde 15.96 meter og understregede dermed, at dansk atletik ganske uventet nu har to kvindelige kuglestødere, som banker på til et internationalt mesterskab, selvom det danske EM-krav på 17.30 meter stadig er et stykke væk. At bronzevinder Marie Aagaards (AAIG) 18-års rekord på 13.00 meter helt blev overset, er til at forstå…

Historisk god trespringsfinale  
Kvindernes trespringsfinale var næsten skrevet efter samme drejebog. En anden 1900-atlet, Janne Nielsen, var her favorit, men allerede i anden omgang blev hun overgået med én cm af Katrine Holten Hansen (KIF), som med 12.45 meter satte inde-PR. I fjerde runde røg Holten så helt ud på 12.75 meter – ny arena-rekord. Det lignede et nyt nederlag til Janne Nielsen, der sidste år – trods samme længde som Jessie Ipsen – måtte tage til takke med sølv. I år ville hun dog ikke stå i taberens rolle, og i sidste runde fik hun derfor kæmpet sig ud på 12.87 meter og forbedrede dermed sin egen danske U23-rekord. Det var samtidig det bedste vinderresultat siden Dorthe Jensen vandt med 13.33 meter i Malmø i 1997. Med dagens lange spring røg Nielsen og Holten op på hhv. 2. og 4 pladsen på alle tiders rangliste indendørs. Den forsvarende mester Jessie Ipsens 12.31 meter ville tidligere have været nok til guld. Søndag rakte det altså blot til bronze.

© Copyright Dansk Atletik Forbund