Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 03-05 VM-inde: Fredag går det løs
VM-inde: Fredag går det løs
05. marts 2014 · Jeppe Weinreich
Dansk atletiks to deltagere ved VM-inde i Sopot kommer begge i aktion på førstedagen af det tre dage lange mesterskab.
Om tre dage åbner konkurrencerne ved VM-inde i polske Sopot, og både Nick Ekelund-Arenander (KIF) og Stina Troest (Amager AC) kommer i aktion allerede fredag formiddag.
Nick Ekelund-Arenander er med sin danske indendørs-rekord på 46,31 sek. seedet som nr. 15 ud af 29 navne på den foreløbige startliste, som blev offentliggjort mandag. Den endelig heatfordeling foreligger først efter det tekniske møde torsdag eftermiddag kl. 16, men efter al sandsynlighed går 18 løbere (nr. 1+2 i hvert heat + de hurtigste tider) videre til tre semifinaler, som løbes fredag aften.
Stina Troest er med sin PR 2:03,46 min. seedet som nr. 14 ud af 20 deltagere. Medtager man udendørs tider, er den danske debutant imidlertid kun nr. 19. Siden Doha 2010 har der ikke været afviklet semifinaler, så med kun seks videre til søndagens finale, må dansk avancement på forhånd betegnes som urealistisk.
Det danske program:
Fredag d. 7. marts 2014
Kl. 10:45 – 400 meter indl. Nick Ekelund-Arenander
Kl. 13:00 – 800 meter indl. Stina Troest
Kl. 21:25 – evt. 400 meter semifinale (Ekelund-Arenander)
• Tidligere dansk deltagelse ved VM-inde siden 1985
• Tidsskema Sopot 2014 (lokaltid er identisk med dansk tid)
TV-transmission
DR 3 sender direkte fra samtlige konkurrencer:
• Fredag fra kl. 9:55 & igen fra 17:55
• Lørdag fra 9:55 & igen fra 17:55
• Søndag 14:55-19:00
Eurosport sender direkte på følgende tidspunkter:
• Fredag 10:00-14:45 & 18:30-21:45
• Lørdag 16:30-18:00* & 18:00-21:15
• Søndag 16:00-19:00
*Sammendrag fra formiddagen - Eurosport 2 sender direkte lørdag 10:00-12:30