Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 03-07 VM-inde: Fornem debut af Troest
VM-inde: Fornem debut af Troest
07. marts 2014 · Jeppe Weinreich
Med personlig rekord 2:02,95 viste Stina Troest fredag, at hendes wildcard på 800 meteren var yderst berettiget.
Et nærmest perfekt disponeret 800 meter-løb gav fredag Stina Troest en flot personlig rekord med tiden 2:02,95. Selvom om der var tale om en debut ved et stort mesterskab – og endda i en disciplin, hvor hun har begrænset erfaring – var der intet at sætte på Amager-løberens indsats. I det skrappe selskab lagde hun sig fra start sidst i feltet, fulgte ”blot” med og holdt sig på fornuftig vis inderst i banen hele vejen. De første 400 meter rundede hun i en tid lige over ét minut, og herfra var det så ”bare” om at følge så godt som muligt med på de sidste to omgange. Før det sidste sving kunne Troest overraskende passere marokkaneren Akkaoui, der sidste sommer i Paris løb 1:57,64. Og på de sidste meter var det yderst tæt på, at danskeren såmænd også havde taget USA’s juniorverdensmester Ajee Wilson (årgang 1994 ligesom Troest). Samlet blev det til en delt 11. plads ud af 18 startende, hvoraf der skulle findes seks finalister. Sidste tid til finalen hed 2:01,25 min.
Med tiden 2:02,95 kom Stina Troest under det VM-krav på 2:03,00, som hun havde fået dispensation fra. Og samtidig rykker hun endnu tættere på Heidi Jensens 14 år gamle rekord, som hun nu blot er 0,62 sek. fra.
Set med nordiske øjne var der et ærgerligt farvel til det islandske fænomen Anita Hinriksdottir, som i heat 1 var under den nordiske rekord. Efterfølgende blev juniorverdensmesteren diskvalificeret for ikke at have holdt bane.
VM-inde – Sopot (POL) d. 7.-9. marts 2014
800 meter K indl. resultatliste
Top-5 Alle tiders rangliste 800 meter K indendørs
2:02,33 Heidi K. Jensen, 66 Sparta Stockholm 170200 DR
2:02,64 Tina Krebs, 63 Fremad Holbæk Boston 100284 DR-U23
2:02,70 Rikke Rønholt, 76 Sparta Birmingham 030307
2:02,95 Stina Troest, 94 Amager AC Sopot 070314
2:04,74 Karen Gydesen, 67 Aarhus 1900 Stockholm 080396